Kroppen er urolig og jeg tager mig selv i at stå og trippe samtidig med at jeg går rundt i cirkler om mig selv.
Min bagage er glædeligt på vej i flyveren, og klokken er 17.50.
Vores skemalagte flyvetid var klokken 17.30.
Heldigvis var flyet forsinket med en time, så ny afgangstid var klokken 18.30, og boarding starter en halv time før.
Tiden går.
Sekunder bliver til minutter og minutter bliver til flere.
Jeg står i afgangshallen med 16 af mine gæster, hvor selskabet ikke kan finde deres navne på listen.
De findes ikke på listen over gæster der skal hjem...
Klokken er nu lidt over 18, og der er over højtaleren blevet kaldt til last boarding.
Mine 16 gæster står stadig og venter og jeg mærker hvordan øjnene hviler på mig...
Men i går aftes skulle selvfølgelig fejres.
Efter at have konsumeret et overdådigt festmåltid, lavet af Elsa, hoppede vi videre over til telt 16, hvor pandekageaftenen skulle se aftenens lys.
Vi hyggede, og hyggede meget!
Pandekager med flødeskum, syltetøj og sukker, the og cola, og det var bare hyggeligt.
Til sidst var der kun de ældste tilbage, deriblandt jeg selv og Melissa, for de unge var smuttet ned i strandbaren for at fejre Soultis fødselsdag. (Soulti er barpige nede i strandbaren er er lige nu fyldt 17 - hendes onkel er ham der forpagter baren)
Så vi sad og hyggede med the og god snak, indtil det blev besluttet, at vi nok snart skulle i seng.
Jeg selv skulle selvfølgelig lige et smut omkring strandbaren for at ønske tillykke, og pludselig havde jeg fået tre shots. Fy for føj for den lede.
Bliver aldrig god til det med alkohol.
Men ja, gik op, relativt kort tid efter, for var virkelig træt.
Svingede rundt med min fine lanterne, og der sker så det, at lanternens håndtag falder af og vupti, ødelagt lanterne. Det var i sandhed the day of bad choices (læs: sidste indlæg)...
Men kommer op til teltet og O og jeg får os en sidste tent-talk over en Cola.
Det bliver nu dejligt at komme hjem, for kunne mærke jeg er begyndt at længes.
Det bliver morgen, dagen, den store hjemrejsedag.
Vejret er gråt og kedeligt og torden kan høres i det fjerne.
Regnen kommer også op ad formiddagen. Skidt!
Det gør nu ikke så meget, for så er der ikke så sindssygt varmt i bussen!
Får pakket og får vejet. 19,9 kg... Så er man da ligepå grænsen.
Smider mine ting op til Elsa og overdrager mit telt til O.
Tiden er ved at nærme sig og folk begynder at komme op i restauranten til frokost. Det går hurtigt op for mig, at tjeneren er væk (til check up på sygehuset) og ved godt det heller ikke er min tjans, men hjælper til med at få frokosten serveret for mine gæster.
Mange mennesker, meget mad, meget at holde styr på på dansk og græsk samtidig.
Men det gik.
Og det gik faktisk ret godt.
Lidt stressende, men det gik godt. Burde rent faktisk få en lønforhøjelse for det her...
Og så blev det tid til at sige farvel. Farvel til strandbaren og minimarkedet, og farvel til Elsa.
Hvor dejligt at have set hende igen og brugt tid sammen med hende, selvom vi oftest sad ved hver vores teknologiske ting, var selskabet der bare...
Kommer virkelig meget til at savne hende og hendes mad. Mest af alt hende, og hendes glade personlighed. Var glad for, at hun i går blev glad for den kurv vi havde lavet til hende.
Men op i bussen og af sted det gik.
Busturen gik rigtig godt, vi var fremme i tiden, intetanende om det mareridt der skulle til at udspille sig.
Først finder jeg ud af, at flyet er forsinket. Ikke bare en smule med op mod halvanden time.
Flot, flot, flot!
Heldigvis åbner check-in som normalt og folk begynder at checke ind.
Melissa og jeg checket ind uden problemer og bliver seatet sammen med isle-seats (gangplads, yay!)
Så tjekker en anden familie ind og der er problemer.
De kan ikke finde dem på listen, så vi beslutter at de lige går til side og venter og bliver kaldt op efter når fejlen er blevet rettet.
Min bagage er allerede på vej, så jeg står og venter på de andre.
Kan dog begynde at se, at der er noget grueligt galt...
Flere gæster får et nej og bliver sendt til at vente lidt.
Snakker lidt frem og tilbage og ser en masse af mine gæster blive nægtet en billet, da de ikke står på listen.
Nogle kommer igennem, andre ikke.
Hurtigt ser jeg en sammenhæng.
Alle mine en-ugers-gæster er ikke på listen.
Løber op til min kollega, som har sat sig med min anden kollega, uvidende om det der skulle til at foregå.
Vi får snakket med handling-personalet, som forklarer, der skal mere til end deres billet for at få dem ombord.
I det øjeblik, er klokken kun ved at være 17.00.
V får ringet hjem til kontoret, som vil ringe til flyselskabet.
Vi ringer også til flyselskabet, som så ringer til kontoret.
Det hele syntes at være kaos, men tiden havde vi stadig med os.
Der blev ringet frem og tilbage og ting blev lovet og opkald blev lovet retur.
Vi kom igen ned til Handling, som afviste at tale med chefen for Sun Tours.
"Vi skal bruge en liste med passagernes navne fra flyselskabet som en bekræftelse på, at de skal med flyet..."
Sådan lød ordren og nu var det tid til handling.
Flyselskabet ville ikke snakke med os, men derimod vores selskab, så vi ringer frem og tilbage og får endelig af vide fra vores chef, at flyselskabet vil sende listen med det samme.
Minutterne går, og trippende står vi og venter på dørtrinet til kontoret, hvor der sidder en dame og kontinuerligt trykker på refresh-knappen i håb om, at der snart dukker en email op med navnene på vores passagerer.
Vi ringer igen for at rykke for, at den liste med navne skal sende prompte!
Fornemmer nu også hendes nervøsitet, da det går op for hende, at flyet nu er landet. Dvs., der er en halv time til det letter igen, dvs., at boardingen om meget kort til vil begynde.
Hun ringer frem og tilbage og selv hendes supervisor kan ikke give hende grønt lys.
Der skal være en liste.
Fortvivlet ringer vi tilbage til vores kontor, som endelig nu snakker med hende handling-medarbejderen. Hun bliver ved med at snakke om den liste, og nu bliver der sat store ord i værk.
De gæster skal med hjem...
Trippende og nervøs går jeg rundt i cirkler.
Jeg nægter at tage af sted med et fly, hvis jeg ved at 16 af mine gæster står i lufthavnen og ikke kan komme hjem.
Begynder at frygte for det værste. Især, da de kalder op til sidste udkald på boarding.
Og især især, da den øverste supervisor fortæller, at hvis listen fra flyselskabet ikke snart kommer i hus, bliver de nødt til at lukke for check-in.
Meget store ord bliver nu brugt...
Endelig... Endelig kommer listen. Klokken er nu 18.11 og der er gjort klar. Folk er parate med billet og pas og klar til at spæne til bagageindlevering efter boardingkortudlevering.
Flere skranker åbner og de er fire til at få de sidste ombord med manuel in-checkning.
Og så sker det.
De går i stå endnu en gang.
Flyet er klar til at lette, men fordi der mangler bagage, skal bagagelågen åbnes igen.
Dette tager tid, meget tid, før der kommer ryk i check-in.
Nervøs, trippende og på et adrenalinkick, kommer den sidste gæst igennem og får deres boardingkort.
Og der løbes. Hurtigt.
Ned med bagage og så hurtigt igennem sikkerhedskontrollen.
Folk må have syntes vi var nogle komplet idioter sådan at rende rundt og stresse.
Men vi nåede det.
I sidste øjeblik.
Vidste nok godt inderst inde, at flyet ikke ikke ville lette før boardingen var complete, og at de vidste vi manglede, men det at vide, at flyet skulle flyve, med forsinkelser, klokken 18.30 og klokken var 18.47, samtidig med at der over højtalere flere gange er blevet kaldt til last boarding, får nok en til at stresse lidt mere end højest nødvendigt.
Så der ser I.
En dramatisk afslutning på en ellers rolig dag.
Kan ikke sige jeg har oplevet noget lignende.
At være så magtesløs, og samtidig være den der havde svarene.
A Big Finale....!
Sidder nu i flyet på vej mod Kastrup. Mellemlandingen gik fik, men kunne sagtens have været den foruden.
En enkelt time til landing.
Bliver dejligt at komme på dansk jord igen.
Får stadig helt kuldegysninger ved tanken om scenariet i lufthavnen her tidligere.
Helt gyser og actionfilm-agtigt.
Har aldrig oplevet noget ligende.
Håber ikke det sker igen. For nogen.
Tænk at et flyselskab kan lave så meget rod i det.
Spørsmålet er nu, hvor de gæsters navne nu står, når de ikke stod på dagens liste.
Gad vide, om der er kaos i lufthavnen i næste uge...
Men ja, sidder nu, træt og tilfreds.
Har haft en spændende halv sæson med både gode dage og dårlige dage. Gode oplevelser og mindre gode oplevelser. Dog oplevelser, der kan tages med hjem og huskes på.
Udgivelsen af dette indlæg sker, når jeg får internet kontakt igen.
Men indtil videre, så tusind tak for denne gang.
Håber det har været spændende at følge med i, og til jer derude: rigtig god sommer...
***
Nu er jeg kommet hjem, og har fået sovet en smule.
Tog et nattog og endte i Randers kl 04:55
Jeg fryser...
Det er koldt...
Det er dejligt at være hjemme...
Men hvor er lyden af havet, stranden, folk der lyner op for deres telt...?
I det mindste sover jeg med en dyne nu...
...
