Pokémon, Suntours Sune og nyforelskelse

Jaja...

Så er der ikke ved at være lang tid til, før næsen vendes hjemad mod dejlige Danmark.

Jeg savner Danmark, vennerne, kollegerne i Fakta, min familie og svigerfamilie, og ikke mindst; min dejlige kæreste, som til stor grad er med til at gøre, at jeg rigtig glæder mig til at komme hjem, og som også altid der for mig, når jeg har haft brug for det! Det har været vigtigt for mig, at have en stabil klippe, der holder mig oppe, når det hele ser ud til at falde om ørene på mig – så tak!

Man må finde andre bedstevenner når de ikke er i nærheden...

 

Ak! Nu er det ved at være en uge siden jeg skrev sidst – har haft så meget som ørerne at det er helt vildt. Sluttede jo sidst af sidste mandag, hvor vi skulle til at spille fodboldkamp. Den dag blev da ikke mindre spændende end mange af de andre til sammen…

Er Polygyros en Pokémon?

Kampen blev spillet og denne gang blev der gået en del til den. Sun Tours vandt selvfølgelig, så nu står der i den samlede stilling 3-1 til Sun Tours! Ergo, grækerne kan ikke nå os!

Men kampen var en hektisk og farlig kamp, forstået således, at grækerne havde allieret sig med en masse tyskere og andre store godtfolk. Så der blev gået til den – rent fysisk!

Ved kampens afslutning, ligger N, aka A-mennesket (ja, ham Amager-drengen som jeg spillede volleyball med) i sandet, og kan ikke bevæge sig. Han fik et ordentligt slag ind på underlåret, og var lammet. Efter hurtige reaktioner og flere opkald, prøvede vi at få ham ind i en bil, men det lykkedes ikke. Benet kunne jo ikke bøjes! Så vi bar ham rundt i en solseng, og prøvede at finde ud af hvad vi skulle gøre…

Hernede kommer ambulancer ikke ud, medmindre der sker dødsfald, drukneulykker eller alvorlige ting som hjerteanfald – så vi kunne ikke få ham på skadestuen i Agios Nikolaos…

Men efter tids søgen, fandt vi en tysk familie, som kørte Europa rundt i et rugbrød, hvor faderen gerne ville hjælpe os! Så vi smed N ind bag i rugbrødet, hans mor oppe foran med tyskeren og så mig med sammen med N, for at holde ham fast. Hvis det hele ikke var så alvorligt og A-mennesket ikke var i så store smerter, havde det nok set gevaldigt morsomt ud. Men efter at have geleddet folk væk (der var crowdet – det er som om, at når der sket en ulykke, så flokkes folk helt automatisk), kørte vi. Det var mildt sagt en bumpy ride, for rugbrødet var ikke særlig affjedret, og vi endte med at køre forkert – så efter, i fuld guide-stil, at have løbet rundt og banket på folks døre og stoppede biler for at finde vej, endte vi til sidst ved det grækerne kalder for et ”health-center”, aka skadestuen.

Må sige, at jeg aldrig har prøvet noget lignende, men på en eller anden måde, synes jeg det gik godt. Følte mig total sygeplejerske-agtig, da jeg sad der bag i vognen og holdte fast og solsengen og prøvede at berolige das A-menneske…

Men vi kom til skadestuen i Agios Nikolaos, og de kiggede kort på ham, gav ham noget smertestillende, og så besluttede de at sende ham på sygehus i Polygyros (og hold da op, det lyder som en Pokémon?)…

Vi ventede lidt, og jeg havde jo intet fået med ud over min telefon. Havde ikke engang penge med – men tænkte ikke så meget over det – vi skulle bare have N op at stå igen.

Da ambulanceføreren kom, kunne han slet ikke forstå, hvordan vi havde fået bragt ham herned. Vi kunne ikke engang få en stabilisator-bårer/ting ind under ham, så ondt gjorde det – men til sidst fik vi den, og vi var på vej mod sygehuset i Polygyros, for at få taget røntgen og alt det der, for vi var bange for det muligvis var brækket!

- Men i det vi skulle til at køre, får jeg så af vide, at jeg ikke kan komme med!?!?

De skulle have andre passagerer med, så måtte hoppe ud af ambulancen. Prøvede dog at overtale dem til at lade mig tage med, da hverken N eller hans mor var stærke eller stabile i engelsk eller tysk. Men lige lidt hjalp det – så kunne ikke gøre andet end at se på, mens de kørte deres vej. Helt magtesløs og fuld af bekymring!

Da kom redningstyskeren og spurgte, om jeg gerne ville med – og der skulle ikke meget mere end et enkelt ansigtsudtryk, og så var vi på vej. Klokken var godt og vel ved at være midnat, og jeg blev kimet ned af pladsen, som ikke kunne forstå, hvor manden blev af, for hans kone og børn ventede jo på pladsen, og rugbrødet var jo deres soveplads. Men han sagde, at de havde et lille telt de kunne sove i og han kom, når han havde fået mig op til sygehuset. Der findes i virkeligheden stadig de der gode mennesker i verden. De er få, men beviset er her, at de stadig er her. Bliver helt våd i øjnene ved bare at skrive om det – for tænker bare, at han da kunne være ligeglad. Men han kørte os på skadestuen, og ventede. Og ventede til de kom med ambulancen og tilbød derefter at køre mig til sygehuset også, fordi der ikke var plads. Danke!

Men vi kom til sygehuset og jeg kunne se ambulancen lige var ankommet. Så det første jeg gjorde var at spurte op, og finde N og hans mor. Og da jeg nåede dem, stod 2 læger og et hav af sygeplejersker rundt om N. Ingen kunne finde ud af hvad der var galt, da det hele foregik på engelsk. Så jeg kom løbende ind og stakåndet fortalte det hele. Man kunne se lettelsen i N’s mors øjne, og jeg var bare glad for at se dem igen. Følte mig total Indiana Jones / Superman-agtig…

Men der blev taget røntgen og det hele og lægen forklarede mig til og sager. Han kunne heller ikke forstå, at de ikke var gode til engelsk og troede at N var meget ældre end han var. Men en sjov læge det var ham, og lavede en masse fis og ballade, så hele miseren ikke føltes så nederen, men nærmere sjov. Og vi havde det skægt med alt muligt.

Det hele endte med, at N fik af vide, at der ingenting var, men at det var et mega trælår han fik, og det ville hæve endnu mere end det havde gjort og ville se grimt ud. Men den var heldigvis ikke brækket!

Så fik han muligheden for at få en forbinding, og den valgte han. Lægen sagde det ikke hjalp, men hvis det hjalp på humøret, ville han med glæde putte en forbinding på! Og det gjorde han så, og kvitterede med en hilsen på forbindingen ”I love Greek doctors!”

"I love Greek doctors" bandage...

Og så hjem igen. En fodboldkamp der udviklede sig fatalt, men som fik en dejligt afslutning. Er bare mest glad for, at A-mennesket har det godt – og som jeg nu har sagt til ham – når man spiller volleyball, skal man holde sig fra fodbold – og sådan er det bare!

Hej søster....

Så vi var hjemme sent, og kunne lige nå et par timers søvn, for jeg igen skulle op, og sende gæster af sted.

Og så kom min søster, hendes kæreste og deres ven, til den sidste uge, hvor de også skal hjælpe med at tage telte ned. Tjo, der er således ikke sket så meget i løbet af de sidste 7 dage, udover A-menneskets ulykke, og uden er gået som den plejer – dog har vi fået taget nogle af teltene ned, og det gik super godt, og det samme med bådturen, karaoke og grill-aften.

Bådturen blev endnu engang kvitteret med gevaldig vandkamp – især fordi det var min sidste bådtur. En mærkelig følelse, men også dejlig, for så er det ved at være tid til at tage hjem. Men det var en hyggelig bådtur, og vejret var rigtig lækkert, selvom det de sidste 2 dage havde tordnet og være lidt overskyet og dryppet en smule! Men på selve dagen, var vejret perfekt. Vi så desværre ingen delfiner, men det var alligevel dejligt.

Og så fik jeg igen lov til at lege kaptajn – det er så super hyggeligt! Og båden gik ikke i stykker – måske man skulle overveje en karriere inden for sejlads? :P

Kali og the smoking frog

Suntours Sune

Og så har min søster fanget en blæksprutte på hendes snorkeltur i går (søndag) og navngav den Sune Sugekop, hvor vi andre var enige om, at den skulle hedde Suntours Sune. Men jaja, bare den hedder Sune. Og det hed den. Og hun passede og plejede den, og ville have den med hjem.

Men det kan hun altså ikke! Så efter nogle timers overtalelse og en søster med hundeøjne, slap de den fri, så den kunne leve og have det godt i havet…

Suntours Sune aka Sune Sugekop

En ting kan man sige om søskende. Nogle gange er de skide irriterende og kan være en pain in the ass, men til tider, er søskende også dem, som kender dig bedst og kan få dig til at have det rigtigt godt.

I dag, mandag, er jeg her på dag nummer 51, og ud af de 51 dage, har jeg ikke oprigtigt grinet så meget, som jeg har gjort i dag. Og endda over noget dumt. Kan næsten ikke huske hvad det var, men i dag har jeg oprigtigt grint fra maven så det gjorde ondt! Det gjorde godt og var rigtig meget tiltrængt!

Og så har de startet en grankogle/vandkrig med nogle russere på en terrasse under dem – lidt mærkeligt, men det ser ud som om de har det meget sjovt – så det skal de bare have lov til.

Nu skal vi bare have den sidste dag overstået, og så pakke teltene ned, før vi selv kan vende næsen hjemad. Må sige, at jeg glæder mig som en gal!

Og det er ikke fordi, jeg ikke kan lide at være her, for det kan jeg godt – jeg savner bare det derhjemme. Og mig og M (læs: kæreste) har de sidste par dage haft nogle rigtig gode snakke og samtaler, og jeg kan ikke vente til at komme tilbage. Jeg ved godt det lyder skide kedeligt og banalt, men en sms-samtale om de rigtige ting, og især hvis modparten siger og gør de rigtige ting, kan vække nogle følelser helt indeni, som bare gør alt andet lige meget. Og sådan har de sidste dage været – og det føles som at være nyforelsket på ny. En følelse man ikke kan betale sig til – det er en følelse man kun sjældent oplever – og de følelser her de sidste par dage, har givet mig mere mod og overskud til hverdagen hernede…

Mmm... Pancakes...

Men nu er planerne bare at have pandekage-date med nogle af de andre gæster – og sig mig, hvorfor skal det være så svært at finde vaniljesukker og kardemomme? Hold da op, men nu er det fundet, og der skal laves en ordentligt spand pandekager i aften!

Gud ja, og så i forgårs, til karaoke – det gik helt over forventning. Min søster og jeg, killed it! Det var fedt og superhyggeligt, og de fleste synes vi gjorde det helt fantastisk – det var dejligt. 15 minutes of fame – we love you…

Der var alt for Karme Chameleon til It’s My Life til I Don’t Wanna Miss A Thing…

Ohh, hold da op.

Nu kan jeg godt se, at det snart er på tide at slutte af. Har da fået skrevet en god del nu her.

Og når ja! Så fik jeg købt min frappé-maskine og så var jeg ude og cruise med I (hende fra supermarkedet) og vi kørte rundt på hendes scooter og handlede i de store supermarkeder, og havde det skide-skægt. Kommer helt til at savne folkene hernede. 

Ekstra

Og så bliver jeg ringet op, og skal gå over til teltet... Der kommer russerne og siger, at enten vil de have mig med på holdet, eller købe to andre. Jeg er åbenbart blevet solgt til de, da min søster har fået hele lejrens unge med til kampen mod russerne. Men nåede lige at redde mit vasketøj, før krigen brød ud - unge mennesker, tsk, tsk...

Og som i ved, spasser mit kamera og min computer, men har flere billeder der, så de skal nok komme på, så snart tingene gider at fungerer ordentligt...!!

// Micki