Gigant opdate, a la extreme

Altså...

Så er det nok lige blevet tid til den store update på, hvad det lige er der foregår hernede i den varme Grækenland.
Må indrømme, som min kusine selv siger, at pludselig bliver dagene ens, og når dagene bliver ens, bliver det til rutine, og med rutine, får man pludselig endnu mere at lave...
Så jeg beklager meget, at jeg ikke har fået skrevet herinde så længe, men mangel på overskud og mange gøremål har bevirket, at det ikke har været muligt..
Men det er det nu - og hold da op, hvor er der mange ting der skal skrives om.
Jeg vil gøre det så godt jeg nu kan og huske så meget som muligt, og måske prøve at inddele det i kategorier - se, ja, kategorier - det var en god ide.

Vi kommer ind under:


"Mand dig op"
Bådture og delfiner
Drypstenshuler
Volleyball og sur rød bikini
Hjemmefra
Musiks udfoldelse
Personlig udvikling
Kampens hede - krig med det hele
Græsk mentalitet
Det jeg glæder mig til

Så læn jer tilbage, og nyd det næste lange - meget lange - kapitel i min hverdag...

"Mand dig op"

Ja, som udtrykket siger, så mand dig op.
Som rejseleder kan man blive udsat for lidt at hvert, og tit og ofte ting, som ikke nødvendigvis er rare, men stressende og kræver et køligt sind, selvom du er ved at skide i bukserne af skræk.


Havde en aften, hvor jeg skulle spille bussemand kl. 01.00 over for nogle gæster, da andre gæster kom og gerne ville have ro. Og for mig, var det ikke en særlig rar situation at stå i, at skulle være "the party pooper" og spolerer et godt selskab, men samtidig at skulle være konsekvent og autoritær, for folk der var ældre end jeg selv.
Det var en grænseoverskridende oplevelse, men en oplevelse, man kan lære noget af, en oplevelse jeg har lært noget af, selvom det var, ja, uhyggeligt og skræmmende.
Tingene endte dog forholdsvis godt, og gæster havde alligevel en god ferie. Men hallo! Det er svært ikke at larme, og det er ferie, og vi bor i telte.
Der er bare så meget at tage hensyn til, og når man står som mellemmand, føles det nogle gange som tovtrækkeri fra flere sider. Føler lidt nogle gange, at mine arme er blevet lidt længere af det...


Og så havde vi en skovbrand forleden, kun 50 meter fra campingpladsen, og i stedet for at løbe forvirret rundt som som en stukken gris og tage billeder, måttes der tages aktion!
Politiet og brandvæsenet kom heldigvis inden for ganske kort tid, så situationen kom hurtigt under kontrol.
Men skræmmende var det, især, fordi det var så tæt på pladsen. Havde vinden været i den rigtig retning, ville det hurtigt have spredt sig til pladsen...

 Skovbrand ved pladsen

Bådture og delfiner

Og bådturene er the same old, same old. Der er ikke rigtig meget nyt på den front, da det er den samme rute, med de samme mennesker, og det samme mad og alt det der.
Men stadig varierer de, både i oplevelse og indhold.

På en af bådturene, var der sindssyg høj bølgegang, og det føltes næsten som at være på katamaranen fra Marmaris til Rhodos, dengang med Jo, da vi var på ferie.
Det gyngende så sindssygt meget, at jeg var ved at overgive mig til landkrabbernes sygdom (læs: hilse på Ulrik)

Og så var der den anden bådtur, hvor det, for mit vedkommende var ren solbadning og hygge.
Det er nu ikke fordi de andre bådture ikke også er hyggelige, men lige netop denne bådtur, var stemningen bare en anden og meget mere loose, og slet ikke så "professionelt krævende", som det nogle gange kan føles ved de andre.
Så den bådtur bød på masser af sjove oplevelser, hvor vi blandt andet gravede en masse huller på stranden (læs: ganske store huller) og så ventede vi bare på, at folk faldt i.
Både jeg selv, D, EK og R, havde gravet en masse huller, og så så vi EC falde i - to gange! Det var simpelthen noget af det sjoveste!

Og så, på bådturen i torsdag, sejlede vi på blikstille vand. Og hvad endte det så med?
Vi så delfiner!
Delfiner som hoppede op og ned og svømmede rundt, og vi kunne se dem, i flok, deres finner og alt muligt, og kaptajnen på både valgte så at vende båden og sejle en omvej, da han lige synes vi skulle have mulighed for at se delfinerne. Det var en super fed oplevelse og kan nu sige, at jeg nu har set delfiner hernede.
Har ventet på dem - så de var forventet!

 Lækker bugt at holde til i - tid til badning fra båden

 I følgeskab af sultne måger på vej tilbage til byen

Super godt selskab af R, EK og D

Drypstenshuler

Nogle af gæsterne, som skulle være/er her i to uger, ville gerne op for at se på drypstenshulerne i Petralona.
Havde nogle andre gæster, som havde lejet bil og selv kørt derop, men snakken gik på, om det kunne være muligt at lave en gruppeudflugt...
Så efter at have støvet forskellige priser (læs: overpris hos de andre selskaber), endte det hele med, efter lang, lang tids arbejde, at vi kunne skaffe nok deltagere og så leje en bus!
Og så skulle jeg selvfølgelig med som guide, hvilket betød, at fra da bussen blev bestilt og bekræftet, måtte jeg i gang med at lave lektier....
Lektier?!? - Og jeg som troede jeg havde mange andre ting at tage mig til...
Men der blev læst op, så jeg kunne lidt historie og andre ting, og det var rigtig spændende. Både for mig selv, men også for gæsterne, så det var en super oplevelse at komme ud for at se noget nyt.

Det var pænt, flot, og var dog lidt skuffet til at starte med, for da vi kom ind i hulen, var der kun nogle gange og en smule stalagmitter og stalaktitter (læs: den der kommer oven fra og ned og dem der vokser fra jorden), men så, efter at have vandret lidt rundt i det skuffende område, trådte man så ind i en kæmpe, kæmpe hule, med drypsten over alt. Alt fra store til små formationer, men tilsammen en følelse af, at man trådte ind i en helt ny verden.
Et fascinerende sted - og selvfølgelig hev jeg mobilen frem for at tage billeder, indtil en dame råbte: "No pictures, please!"...
Mega pinligt, for havde lige 20 minutter forinden fortalt mine gæster, at der ikke måttes tages billeder derinde, og gik rundt med min mappe og min uniform, så det var mega pinligt...
Men fik alligevel sneget mig til nogle gode billeder alligevel! 

En sammenkobling af de bedste billeder derinde fra

Og så var det så fedt, at kunne bevise over for mig selv, at jeg kan tage ansvar og arrangerer en tur, uden egentligt at vide noget om udflugtsmålet, men så selv lave research, få startet det hele, og sørget for, at gæsterne havde en god oplevelse - det synes jeg er rigtig fedt!

Volleyball og sur rød bikini

Og så, som folk måske har set på Facebook,har jeg fundet mig en volleyball-makker. A-mennesket kalder jeg N, for det er det han praler med at være, selvom han nu er kommet for sent to gange til vores tidlige formiddags træningssessioner.
Og selvom han er fra Amager, så går det nok - volleyball er volleyball...
Men vi spiller på stranden engang i mellem når lysten lige er der, og det er vildt fedt at komme i gang igen, og spille med en vis teknik, og at man ikke behøver at holde igen, som hvis man spillede med en masse børn, eller andre som ikke før har spillet volleyball...

Men en ting forhindrer os i at spille på andre tidspunkter. En dame. En sur dame. Fra Bulgarien... Som ligger og flader ud på sin liggestol med rynken hud og rød bikini. Hver eneste gang råber hun efter os, som om hun ejer stranden, og vi er slet ikke tæt på hende, og har slet ikke ramt hende med bolden - endnu - men var dog tæt på, på et tidspunkt, men så lad da vær'!
- SLAP NU AF, CAMILLA! (læs: intern joke om spøgelset Camilla, som lusker rundt på pladsen med Johanna og Karoline...)

Og så, i går, efter grill aften (som for gæsternes vedkommende), gik rigtig godt (dog knapt så godt med køkkenet: læs "Kampens hede"...), fik jeg mig en velfortjent stor og lækker milkshake, satte mig på første parket til strandbarens tv, og så noget OL volleyball imellem Brasilien og Tunesien. Lige hvad jeg trængte til efter en lang og hård dag.

Hjemmefra

Ak ja...
Hjemmefra...
Ohh well, to ting kan beskrive det...
Der er hjemmefra, som i hjemmefra Randers og le Bum, eller hjemmefra som i hjemmefra gæster, som kommer tilbage til pladsen.

Lad os starte med O, som nu er kommet tilbage i denne uge for at slappe af, efter at have haft en hel fantastisk uge med R (læs: de unge, som blev væk, som jeg måtte ud og lede efter kl. 04.15 om natten), de er nu nemlig kærester, hvor er det sødt, og nu complainer de begge til mig, at de savner hinanden - hvor er det dog kært!
Men nu kom O ned i denne uge, for at slappe af med nogle venner, og selvfølgelig for at underholde mig!
Og det var tiltrængt, især efter EP's hjemtur (læs: hende som blev en uge mere, og som er mor til R) - så manglede selvfølgelig nogle at snakke med.
Og så kommer han herned med et frisk pust af energi, hvilket er tiltrængt - selvom det indebærer og indeholder en masse vand og vandkamp, så er det alligevel sjovt - især også, fordi han ved, hvordan det er at være hernede og gerne ville hjem.

Og så det andet hjemmefra, som nu bare gør, at jeg endnu mere glæder mig til at komme hjem. For som de fleste ved, tog jeg herned med en halv tornado i bagagen uden rigtig at vide, hvad der var at vende tilbage til - men det er nu for mig ikke længere et problem, da tingene er gået som de er gået, og jeg, for hver dag der går, bliver mere og mere forsikret i, at det jeg vender hjem til, er og vil blive bedre end det det har været...
Så det ser jeg rigtig meget frem til - og det har i stor grad også været med til at holde mig oppe og været en af de store støttere for mig - for uden den, ville jeg ikke vide hvad jeg skulle gøre...
- Føler lidt, at det der magiske der var i starten, er ved at vende tilbage.............

Og så kommer min søster, hendes kæreste og en ven i morgen, og skal være her næste uge og så hjælpe med at tage telte ned, før vi igen vender næsen hjemad - det bliver fedt...

Musisk udfoldelse

Og selvfølgelig bliver der sunget karaoke hver eneste lørdag - i stor stil.
Der er ikke så meget at fortælle her, end at det er skide hyggeligt og herre sjovt!
Så lørdag aften står i karaokes tegn - og det er nu dejligt nok!
Og der bliver snuget lidt af hvert, alt fra Disney til That's Amore (O til R - total love) og meget, meget andet...

Le me & EK i fuld brøl...

Men udover at smøre stemmebåndet til lørdagens festivitas (hvornår er jeg begyndt at bruge det ord?), så er jeg åbenbart blevet fast kommentator på mandagenes fodboldkampe imellem camping Marmara og Sun Tours, hvilket nu også er rigtig hyggeligt og sjovt at se på.
Indtil videre står der 2-1 i den samlede stilling til danskerne, så hvis vi vinder i morgen, har vi automatisk vundet i den endelige stilling!
Så vi håber på det bedste!

Personlig udvikling

En af de ting jeg har lært omkring mig selv hernede, er at jeg også skal tænke på mig selv.
De første mange uger var jeg på campingpladsen uafbrudt, og kunne mærke, at det rent psykisk var hårdt.
Jeg havde brug for at komme ud!

Og med hjælp fra EP, kom jeg også en del ud og fik pustet og og tænkt på andre ting en telte, pløkker og flade luftmadrasser! Det var virkelig en lettelse at have noget alene-tid, og har derfor lært mig selv at tage den nødvendige alene-tid, for ellers går jeg sgu sur i det i sidste ende.
Og er også blevet god til at sige fra, og ikke bare være der 24-7 (men er det nu alligevel lidt, for det er jo bare mig i en nøddeskal, at være serviceminded og gerne vil hjælpe gæsterne, så de får en rigtig god oplevelse)

Udsigt fra en af mine alene-tids gåture

Men udover at have lært at tage alene-tid for mig selv, har jeg også lært en masse andre ting om mig selv.

Fx, at jeg slet ikke er så søstærk som jeg selv gik rundt og troede, men også, at jeg faktisk er stærkere end jeg selv tror - rent psykisk.

For det, at bruge en masse tid og energi på at lære nye mennesker at kende - det er hårdt! - og når man så endelig har lært folk at kende, så smutter de igen, og så skal man starte forfra. Det er virkeligt svært og hårdt for psyken, men jeg er sikker på, at jeg kan lære noget af det.

Og så har jeg fået fortalt af gæsterne hernede, at de synes jeg er rigtig god til børn, og virker oprigtig, og ikke bare er en sælger/sælger - og det er helt klart med til at booste min psyke og selvtillid.

Det er dejligt at få positive reaktioner og positiv feedback og kommentarer - nu skal jeg bare lære at tage imod dem og bruge dem til videre udvikling...

Og så har jeg lært det om mig selv, at selvom jeg selv synes jeg er en stærk person, har jeg aldrig kunnet klare dette her, uden hjælp fra dem jeg holder af og har derhjemme. Så det jeg har lært er, at hvis man har et stærkt, kærligt og stabilt net derhjemme, så kan man komme rigtig langt, hvis de hepper på en. De er med til at få mig til at yde mit bedste, og det er jo også meningen, at man skal kunne lære fra hinanden...

Udover de ting, har jeg også lært at vende det døve øre til, når der har været brug for det og ikke bruge tid, kræfter og energi på folk, som blot vil mig og dem jeg holder af noget der ikke er godt for os.
Jeg har lært ikke at bruge unødige kræfter på nogle, som alligevel ikke er villige til at hjælpe andre og få det bedste ud af ting - og for mig er det en vigtig lektie, da jeg så derfor kan bruge den energi på noget meget bedre og mere behageligt...

Kampens hede - krig med det hele

I går til grill-aften - den anden sidste af slagsen - gik det helt, helt galt.
Har haft mine kampe med køkkenet, og omkring den måde de takler tingene på og den måde de er på, når tingene brænder på, og ikke helt flasker sig.

Til velkomstmiddagen for 3 uger siden, gik det helt galt, da de havde lavet tre forskellige retter at tilbyde gæsterne, men ikke alle gæster kunne få det de ville have - og det endte i totalt kaos, med råb, skrig, fingerpeg og hele svineriet.
Efterfølgende har vi så snakket omkring forløbet, og er siden hen blevet enige om, at det er mig der tager kontrollen, både mht. mad, bestilling, drikkevarer og det hele - og siden da, er det gået super godt!

Men så i går til grill-aften, havde jeg fortalt dem, på deadline, at vi bliver 38 gæster og får så af vide, hvorfor jeg ikke siger det noget før?
Men jeg siger det jo ved den aftalte deadline, og de kan ikke forstå, hvorfor jeg ikke siger det dagen inden!
Jeg siger så, at jeg kan lave deadline om, men så siger de nej, for så er der måske nogle der ikke kan nå´at melde sig til - men hvorfor i alverden skal der så gøres et så stort nummer ud af det? - Så dagen starter ud ret negativt, og det går kun ned ad.
Der er selvfølgelig kød til alle, men tilbehør-mæssigt, blev der lavet lige så meget som i sidste uge til 26 mennesker, og det synes jeg bare ikke var i orden. Vi starter først kl. 20.30, så der er masser af tid til det hele. Men fik det hele ned og folk begyndte at spise, og så løber vi tør for cola (læs: 4,5 liter (3 flasker) til 38 mennesker? - Det er ikke i orden) og går så op for at bede om mere, og mere tilbehør, og så får jeg bare den kolde skulder og de siger der ikke er mere, men så efter en masse unødig diskussion frem og tilbage, bliver der hentet cola, og jeg må ned i supermarkedet selv efter agurk og tomat, og får så skæld ud over, at jeg selv har hentet det og skåret det ud!
Men når de sidder på deres flade og ryger cigaretter og ikke gør en skid, bliver jeg selv nødt til at gøre noget - for har jo sultne gæster som venter...
Den aften, i går, talte vi slet ikke sammen efter det...

Græsk mentalitet

Den græske mentalitet er nok noget af det, jeg aldrig kommer til at forstå.
Den ustruktureret væremåde, og den væremåde at være ligeglad, når det ikke er deres egen røv der brænder på...
Det er jeg træt af - og det er ikke for at komme med sure opstød - men vi er bare så forskellige på alle mulige måder. De virker nogle gange så ligeglade og totalt åndsforladt, fordi de har det lidt vi-tager-tingene-som-de-kommer-agtigt...
ARGH!

Men en god ting er, at de laver forholdsvis god mad, hvis man ved hvad man skal gå efter.
Må dog indrømme, at hvidt brød, græsk salat og en masse friturestegte ting er ved at hænge mig langt ud af halsen! Glæder mig til en rugbrødsmad med leverpostej og agurk og/eller rødbede...
Damn...!

Kalamari når de er bedst

Det jeg glæder mig til

Som I nok kan forestille jer, glæder jeg mig til at komme hjem.
Komme hjem til min egen seng, til min dyne, til et ordentligt bad og kunne drikke vand fra vandhanen.
Glæder mig til at se min kæreste, som er meget savnet, og glæder mig til at komme hjem til en fungerende hverdag, uden at skulle bo i et telt.

Og så glæder jeg mig til at se min søster, som kommer ned på besøg og for at hjælpe med nedtagning af lejren, og så glæder jeg mig til at se alle hovederne igen i lufthaven - altså dem der kommer og henter mig, såsom R, EP og O...
Og måske flere end dem - men glæder mig til gensynet...
Og så glæder jeg mig til stabilt internet og en telefon der virker og alt muligt meget andet...

Glæder mig til at kunne mindes denne oplevelse i hukommelsen og ikke leve den - selvom det er lækkert - men er nu kommet til det punkt, hvor jeg har fået oplevet det jeg skulle opleve for denne omgang...
Og så glæder jeg mig til at se min familie og svigerfamilie og vennerne igen...

!!! Og så har jeg forresten set en skildpadde på pladsen...

 Le tortoise and le me...

Lige nu i skrivende stund, tror jeg, jeg er kommet godt omkring det hele, hvad der er sket, og hvad jeg tænker. Det er selvfølgelig meget mere oppe i hovedet, men i det store hele er det her det vigtigste og det som har haft betydning :)

Når ja! Og så glæder jeg mig til, at komme hjem til mit køkken, hvor jeg igen kan udfolde mig med ting og sager. Fx savner jeg at lave en rigtig god burger...!

Måske det bliver en del af menuen på: "At Mickis!"

Men nu bliver jeg nødt til at slutte af.

Er ved at få kramper i fingrene, og kan faktisk ikke mere nu, fordi solen er ved at varme så godt og grundigt, at det snart er ulideligt...

Forresten, fik jeg fortalt, at der er lidt a la hedebølge hernede nu?

Oh well - pas nu godt på hinanden og jer selv indtil vi ses...

Love to all...

// Micki

Og så skal jeg bare snart have en ISKOLD FAXE KONDI....!!!!
ISKOLD, siger jeg jer...!!! :D - Ellers dør jeg...!!

Pest, plage og beachvolley

Jeg ved godt, at det er ved at være længe siden sidst - men som jeg snakkede med min skønne kusine om, som nu er i Paris som au pair, er at man i starten skriver rigtig meget på sin blog, men det bliver mindre og mindre, fordi dagene bare går og glider i et med hinanden, og man får mere for hænderne.
Sådan er det også her i dette tilfælde.

Der er sket så meget. Både af de gode ting, og også af de negative ting.
Normalt ville jeg skrive en laaaaang roman om alle de ting der er sket, men vil heller lige ridset halvkort op, hvad der er hændt, så det ikke kommer til at føles som en historie af Tolkien I skal til at læse.

The good things:

Af de gode ting der er sket er, at jeg har haft fødselsdag, og blev fejret på rigtig fin maner med kage og det hele.
Og så det, at den tidligere guide og hans familie kom igen i denne uge, fordi de ikke ville være på den anden campingplads.
I starten havde jeg mine betænkeligheder ved det, men det blev hurtigt lavet om, og nu er jeg ret ked af, de ikke længere er her og lige er taget hjemad, og nu nok er kommet hjem!
De har virkelig været nogle fantastiske mennesker og fantastiske støttere i det hele og i de store scenarier der har været hernede, har de været nogle helt fantastiske mennesker.
Og så har jeg fået spillet en del beachvolleyball med gæsterne, og hver dag spillede vi mindst 2 gange i den uge der er gået, og hver gang har vi været mindst 8 der spillede - så det har været rigtig fedt og rigtig hyggeligt, og det har kunne mærkes, at gruppen med forældre og de unge og børn der var, hurtigt blev tømret sammen og havde det rigtig godt.
Udover det, var der også lidt sommerromance i luften hos de unge mennesker og alle mulige andre fantastiske ting.

Og så har jeg fået mig en ny bedsteven, nemlig Maria, som er 3 år gammel, og blev undfanget på campingpladsen, da de tidligere guider var her. Hun er så skøn, kær og lækker, og hver dag legede vi. Kunne faktisk ikke undgå det, og kunne heller ikke sige nej. Vi legede ting som mudderkage, vælte-de-andre-af-luftmadrasser, monster og hestelege med hendes My Little Pony's.

Men udover, generelt at have haft en dejlig uge og fået stiftet nye bekendtskaber, skal der selvfølgelig også ske noget negativt. Negativt i form af pest, plager og alle mulige andre ting.

Kort sagt, uden at skulle fornærme nogle, er der nogle, som bliver ved, gentagne gange, og sætte rygter i gang omkring mig og Sun Tours, og om væggelus, kryb og kravl, og om historier om andre ferier til samme sted, som blev ødelagt osv., osv. Det er så tilfældet i år, at der ingenting er, men der bliver stadig skabt dårlig stemning og panik blandt gæsterne, fordi nogle bliver ved med at være insisterende på flere forskellige måder. Jeg kunne nu her skrive en hel roman om krigsførelse, men det er for hårdt, så vil hellere sige, at det har været så hårdt, at det kunne sammenlignes med 100-års krigen, hvor vinderne af krigens ihærdighed og grundighed og servicemindedhed, ikke kunne hamle op med det jeg står imod.
Rent psykisk er jeg helt udmattet og orker snart ikke mere, men på med smilet og så tilbage igen.
Men det er hårdt - rigtig, rigtig hårdt.
Det er hårdt at arbejde imod noget så stærkt og kraftfuldt, når man samtidig skal redde det der er blevet ødelagt, og ændre det som folk nu forestiller sig grundet disse ting der er sket. Så det er som at svømme i den forkerte retning imod en stærk, stærk strøm i en flod!

Men jeg tager det med åbent sind - så meget det er muligt, og har heldigvis også fået nogle andre folk at snakke med, og de gæster der var her i sidste uge, er også begyndt at stå bag mig og prøver, i fællesskab med mig, at bekæmpe det der modarbejder mig og den gode feriestemning.

Nu er der dog kommet et nyt hold gæster, og før gæsterne var på plads, svirrede der allerede spørgsmål omkring de ting de har hørt, om det virkelig nu kan passe!
Så udover at arbejde og kæmpe imod en mega "force", kæmper jeg nu også imod en "force" der er sindssyg hurtigt. Forhåbentligt kan mine "minions" hjælpe mig til sejr i sidste ende! Nu giver vi det nogle dage, og så ser vi hvordan det går.

Savner stadig min første gruppe - og hvis nogle af dem fra min første gruppe læser dette her, så skal I vide, at der er store chancer for at I ser mig igen til næste år! Den tidligere guide er helt klart med på at dele sæsonen med mig, og hvor ville det være fedt, hvis det var muligt. Nu må vi se, hvordan det kommer til at gå.

Men ja - denne uge er gået så stærkt, fordi der hele tiden har været noget at lave. Og i dag er der helt fuldt hus - og denne gang med en masse unge mennesker, kun med én ting på dagsordenen. Holy shit, det bliver hårdt...
Tager det hele i stiv arm, og glæder mig til den hot stone massage jeg skal have når jeg kommer hjem, og så ser jeg frem til, og håber at den kommende uge bliver dejlig - selvom jeg ved at der skal kæmpes.

Jeg har bare besluttet, at jeg kun kan gøre det jeg kan, og jeg gør virkelig meget, og så kan jeg ikke gøre mere end det. Er blevet bekræftet i dette, og det er dejligt at høre og vide, at der er så mange der synes at det jeg gør er fantastisk og helt ud over det sædvanlige. Det er jo derfor jeg er her!

Hold da op, nu kom der en lang smøre alligevel! Men sådan er det. Jeg har på sin vis haft den hårdeste uge, ever! Men har også haft en rigtig dejlig uge, med en masse dejlige mennesker!

Det er rigtig hårdt, især psykisk, at skulle starte forfra hver eneste uge. Når man først er kommet i en god rytme, så ender den, fordi folk skal hjem. Det er hårdt og det er mærkeligt! Men jeg lærer rigtig meget omkring mig selv og er sikker på, det er med til at hjælpe mig videre.

Det eneste billede jeg har fået taget i denne uge er lidt billeder af nogle seje måger, og af et skilt, hvor vi, Sun Tours gæster spillede fodboldkamp mod de lokale på stranden. De lokale grækere vandt 9-8, men det var en fed og en rigtig sjov kamp. Og fordi jeg nu har spillet så meget volleyball, var jeg blot kommentator i kampen. Men en god en....

Håber I alle har det godt derhjemme - jeg forsøger at få det bedste ud af det jeg nu kan hernede!
Og heldigvis, har jeg fået mig nogle gode støttere og aflastere, som er helt fantastiske til at tage imod alt det jeg ikke selv kan rumme. Først rejste de første aflastere hjem, så i dag, rejste to mere hjem, som var med i den første gruppe - et rigtig sødt og venligt par - som har givet mig meget støtte. Nu er de så taget hjem, savner dem - men har heldigvis fundet andre at snakke med. Så det er lidt som om, at selvom folk kommer og går, er der altid nogle at kunne støtte sig op ad, og det er virkelig dejligt!
Men når/hvis jeg kommer tilbage til næste år, bliver jeg nødt til at have min bedre halvdel med mig!
Anderledes kan det næsten ikke være...

I føleskab af måger på bådturen

Fodboldkamp - Sun Tours vs. camping Marmara

Så der har i det. En travl uge med en masse opgaver og problemer. Problemer, som forhåbentligt snart løser sig, og som forhåbentligt snart får en ende, for hold da op, hvor er det åndssvagt!
Men selvom det hele har været hårdt og svært, har der også været så mange ting jeg har været glad for!

Der er så mange ting, der i denne uge har været helt essentielle for mig, for ellers var jeg gået i min vej. Og til de oplevelser og til de folk der har været en del af de gode ting, vil jeg bare sige "Tak"...
Og så glæder jeg mig også til at komme hjem. Glæder mig til at komme hjem, fordi jeg nu er overbevist om, at det der venter på mig derhjemme, er det hele værd og helt fantastisk...
Nu er der 31 dage endnu...
Men ser også frem til de næste 31 dage...

Og nu vil jeg snart gerne i seng, for i morgen venter endnu et infomøde, og endnu en ny uge begynder...

Sov godt til folkene....!

Goodbye and happy birthday...

Så er dagen kommet, hvor jeg skulle sige farvel til de første gæster, som kun skulle være her en uge. En mærkelig følelse, når man pludselig endelig er begyndt at lære dem at kende. Kommer rigtig meget til at savne dem, for den første gruppe af gæster kommer vel altid til at være mere speciel end alle de andre, ja, bare fordi...

Men dagen starter med, at jeg får min nye rooming-liste, og kan se, at den bugner med nye gæster. Så i stedet for de forventede 11 gæster, har jeg nu 24 på min nye liste, samt den gamle guide og hans familie på 5 styks. Puha, det er 18 mere end forventet, men får gjort teltene klar, så vi kan komme af sted mod lufthavnen.

Før jeg så er ved at være færdig, og blot mangler at gå i bad, kalder otte af de gæster der skal hjem, deriblandt E og ML, deres familie og en anden familie med en mor og to piger (den ene vildt hyper og sports-agtig, og den anden mere rolig - men utrolig sjove og seje personer), mig hen til deres bord, hvor vi sidder og snakker lidt. Pludselig kommer E og ML ned en pakke og siger, den er til mig, fordi jeg har fødselsdag i morgen, og som tak for en god og dejlig uge. I pakken (har ikke fået taget et billede endnu) ligger der en t-shirt med teksten: "I <3 Greece" og et kort, underskrevet af de otte, hvor der blandt andet står, at de ønsker mig en dejlig fødselsdag, og takker for en dejlig uge, og de kommer tilbage næste år, og håber jeg også er der næste år...
Indeni får jeg en dyb klump i halsen, og må på alle måder forsøge ikke at tudbrøle og undskylder så med, efter at have sagt mange, mange tak, at jeg lige må gøre mig klar og så i bad!

Sikke nogle fantastiske og søde og dejlige mennesker. Ikke blot fordi de har givet mig en gave, men fordi de gjorde min første uge som rejseleder så fantastisk og nem og dejlig og overskuelig. På hver sin måde har alle mine gæster i den første uge været helt forskellige fra hinanden, og det har været rigtig spændende at lære så mange nye mennesker at kende, og på sådan en plan, at det bliver personligt og ikke blot på professionel plan. Jeg bor jo sammen med dem, snakker med dem, spiser med dem, går på stranden med dem, så det hele er meget intimt og nært.
Men så, efter at have taget mig sammen, fik jeg gjort mig færdig, og så var det ind i bussen og på vej mod lufthavnen.

Busturen bød på mange spøjse indlæg, men sjovest var det, da lille A ville filme en video, og jeg så pludselig blev en andens nye baby....
Internt, meget internt humor... Men det var sjovt. Og efter at være kommet til lufthavnen, var et gruppebillede kun på sin plads (skal nok få det af ML på et tidspunkt, så I andre kan se det), og så ind og finde counteren, som var tom. Så vi ventede lidt.
Da det så var tid for mig og Gitte (rejselederen i Sikia, Volos), indså jeg, at jeg nu måtte tage afsked. Så alle fik en farvel-krammer eller et "knuckles-up", ikke det mest professionelle, men det var kun på sin plads, og jeg forlod dem. Meget, meget mærkeligt! Ville ønske de kunne blive resten af sæsonen med mig, og vi kunne tage på bådtur, grille og synge karaoke hele sommeren lang...

Så var det kun at vente på den næste flyver med de nye gæster.
Med en fuld bus, drog vi så tilbage til camping Marmaras - inklusive den tidligere guide og hans familie, som er nogle rigtig søde og flinke mennesker, og min frygt blev hurtigt afværget, idet vi blev enige om, at de var på ferie, og det er mig der er på arbejde, hvilket lettede mig en del, da jeg nu føler det er mig i kontrol. Havde dig heller ikke forestillet mig andet, men det at ens "lærermester" kommer tilbage kan føles som overvågning, tror jeg slet ikke det bliver - tror det bliver helt igennem dejligt!

Med de nye gæster, er jeg nu klar til at tage hul på en ny og spændende uge. Selvom disse gæster ikke er de samme som de første, tror jeg nok det skal blive godt. Men kan dog mærke, at det at skulle "starte forfra" hver eneste uge bliver hårdt, for når man endelig har vænnet sig til nogle folk, så rejser de bare.....

***
Tonya og Elsa kommer nu løbende ind med en lagkage og synger "Happy Birthday"...
***

Men for at komme tilbage, efter lige nu, kl. 00.24 lokal tid, at have spist lækkert chokoladelagkage, som Elsa havde lavet, kommer jeg til at savne det første hold!

Og nu tilbage til kagen...!
Lokal tid har jeg fødselsdag nu, yay!
Og Elsa og Tonya har været mærkelige hele dagen. De har sagt, at jeg ikke måtte komme i nærheden af køleskabet, og undskyldte med, at det var fordi jeg havde haft en lang dag og ikke burde arbejde... Arbejder jo ikke lige frem, men hjælper gerne i køkkenet eller med at servere, hvis der bliver lidt travlt, men i dag måtte jeg ikke nærme mig køleskabet.
Havde godt til regnet den lidt ud, men alligevel. Blev rigtig glad og overvældet, at de havde husket det, og da de kom ud med kagen med lys is og sang, smeltede jeg bare. Var jo i fuld gang med at skrive blog, og så alt det her... Det er helt fantastisk...

Så nu, med maven fuld af kage og latter, vil jeg slutte denne glimrende dag af, og vil se frem til mange andre fantastiske dage.
Vil så sige tusind tak til alle mine første gæster - I er helt specielle og har gjort min første uge helt fantastisk, og tusind tak for gaven - den betyder rigtig meget for mig...
Og tusind tak til Elsa, Tonya og Sofia (deres veninde), fordi I fejrer mig med kage og maner og rigtig godt selskab, så jeg ikke føler mig alene hernede og altid velkommen sammen med jer...

 Yay...!!

:D

Nu er det nok snart på tide at komme i seng, så jeg er klar til en ny dag i morgen!

Helt fantastisk hvad små ting kan gøre ved en, og løfte en op til et sted, hvor det er helt fantastisk. Og hvor siger jeg dig fantastisk mange gange - og hold da op, hvor ser jeg brun ud på de der billeder!

Men det er intet mindre end fantastisk.

Nu er jeg 23 år gammel, jeg er i Grækenland, og jeg har det fantastisk...

Bytur, grill og nul kulhydrater

Så er det ved at være lidt tid siden jeg har skrevet sidst. Det sidste jeg husker jeg skrev om, var den rigtig hyggelige bådtur, som var en succes!

Siden da, er der sket utroligt mange ting. Lad os tage det hele kronologisk, så I han følge med i hvad der er sket dag for dag, frem for at jeg kører det hele i én lang pærevælling.

Fredag, havde jeg lovet at tage E og ML med i byen, da deres mor ikke ville have de skulle tage i byen alene. Enten skulle en voksen med, eller også skulle de med en taxa fra campingpladsen og ind til byen og omvendt, så jeg trådte til, og tænkte, at det nok skulle blive hyggeligt at komme lidt ud, og se byen fra en anden side.

Vi startede ud på en cafe, Cool, som egentligt var hyggelig, men virkelig dyr, så vi endte hurtigt med at gå videre. Vi besluttede at købe en øl og så sætte os et sted, da byen virkede meget, meget død. Men igen, det er jo en familieby, så fest og glade dage er ikke en del af Neos Marmaras' repertoire - desværre.

 "Cool" set ude fra

Så vi besluttede os at købe en øl eller to, (jeg besluttede mig for at give, for hende på Cool gav mig for mange penge tilbage - nice) og så satte vi os ned på havnen, og chillede lidt.
I det vi næsten lige har sat os, kommer taxa-båden, som hver halve time sejler fra N. Marmaras til Porto Carras (de flottede og luksuriøse hoteller i det lukkede område), og vi gør tegn til, at vi ikke skal med. Styremanden på den lille taxabåd, kommer så ud og råber "Hello, Micki!" og det går så op for mig, at jeg kender ham. Ikke så meget, havde dog kun snakket med ham i 10 minutter, for at få et nummer til dykkercenteret i Porto Carras, og så er han venner med dem der havde båden til vores sejltur dagen før. Så vi snakker lidt, og det ender så med, at vi kommer om bord, og får en hyggelig sejltur til Porto Carras og tilbage igen, hvor turen derhen var med gæster og loungemusik i højtalerne, hvor hjemturen derimod blev blæst af med nymoden musik, som vi skrålede med på hele vejen tilbage!

Mig og de andre på hyggelig bådtur

Måneskær på vandet

Neos Marmaras i de sene nattetimer

Så vi endte vores tur, men en meget spontan sejltur, på en hyggelig cafe, hvor vi fik lidt, og så bare sad og snakkede og slappede af, før turen gik til den 24-timers åbne bager, hvor vi fik et lækkert pølsehorn af en slags. Sådan som en hver bytur slutter, lidt godt til ganen og maven!

Lørdag var en dag i afslapningens tegn, og lavede ingenting, udover at have træffetid! Og så lidt badning, afslapning osv.
Når ja, og så lidt karaoke!
Strandbaren har hver lørdag karaoke på programmet, så vi samlede os hele lejren, og så tog vi derned, og hyggede os rigtig meget.
De fleste grækere sang selvfølgelig på græsk, men det gad vi ikke at høre på, så vi indtog scenen med de sange som vi nu havde lyst til at synge. Nogle mere vellykkede en andre, men generelt ganske sjovt, og så sluttede mig og E af med stil! Så alt i alt, var det en rigtig dejlig aften.

 Ja, ved ikke hvorfor jeg ser sådan ud, men det var en tripple-et, med mig, E og ML

Søndag morgen var der igen træffetid, og så sjov og spas på stranden. Ingen dukkede dog op, ud over de helt små, nok pga. af aftenen før, så vi hyggede med lidt fodbold, før jeg så gik op og tog en velfortjent lur. Så søndagen stod igen på afslapning og hygge, indtil om aftenen, hvor det var tid til den planlagte grill-aften.

Elsa og Tonya havde forberedt maden, og så skulle jeg stå lidt for underholdning og værtskab. Og da vi rigtig kom i gang med grillen og Rakomelo (raki og honning), blev stemningen rigtig hyggelig, især fordi der var en masse kander med retsina, så folk bare kunne tage for sig.

Elsa og hendes køkkenkundskaber - nu på grill

Aftenens menu stod på:

Appetizer: Rakomelo & dolmades
Salat: Agurk, tomat, feta, løg, oliven, og alle de gode komponenter til en lækker græsk salat, og brød
Kød: Lokal delikatessepølse, beefsteki (keftedes), kyllinge- og svinekøds souvlaki
Dessert: Vandmelon

Grillgæster, som hygger på stranden

Og efter en hyggelig og mæt omgang, hjalp alle folk til med at rydde lidt op, og pludselig står vi alle sammen i en gang dødbold med en lille gul skumgummitennisbold, mens solen er gået ned, og mørket langsomt faldt på. Kampen sluttede først da bolden blev væk i mørket, og det vitterligt ikke længere var muligt at se hinanden! Så det var rigtig hyggeligt, og efter den sportslige optræden, satte vi os op i strandbaren, fik en is og så finalen i EM i fodbold.

I dag er det så mandag, eller, det er for mit vedkommende stadig mandag lidt endnu, og det er helt mærkeligt at vide, at de første gæster tager hjem i morgen. Det er en helt mærkelig følelse, for føler, at det først er nu, jeg har lært dem at kende. Ønsker faktisk de kunne blive her resten af sæsonen, for kan virkelig godt lide dem alle sammen. De er alle meget forskellige og der er lidt af hvert, men virkelig nogle dejlige og fantastiske mennesker.

I morgen skal jeg sende de fleste af dem hjem, velvidende, at mange kommer igen til næste år, og så er det rigtig dejligt at få at vide, at de også håber jeg er der, når de kommer igen. Det er jo derfor jeg gør det her, den følelse, at folk har været glade for det jeg har kunnet gøre for dem - det er lige præcis det, der gør det her det hele værd. Det bliver rigtig mærkeligt at skulle sige farvel i morgen, men forhåbentligt er det kun et på gensyn.

De sidste par dage er gået rigtig hurtige og de har været helt fantastiske. Dagene er bare fløjet af sted, for har virkelig hygget mig! Jeg håber også bare de næste mange uger kommer til at være sådanne!

Nu ved de fleste jo godt, at jeg har snakket om at tage en vintersæson også, men det begynder at blive klart for mig, at jeg måske ikke har lyst alligevel. I starten var jeg ikke vild med det her camping, men er blevet det. Man kommer tæt på folk, og kommer til at snakke med folk på en anden måde, end hvis det blot var en charterdestination, hvor guiden lige ser gæster ved ankomst og afrejse, samt de få træffetider og eventuelle udflugter. Her har jeg jo mulighed for at snakke, synge karaoke, spille kort, spille volleyball, grille med dem og alt muligt socialt. Måske er det her i virkeligheden det jeg gerne vil?
Så det er nu i mine overvejelser, om jeg så skulle tage hjem, arbejde eller studerer, og så vende tilbage de næste par somre. Gerne med følgeskab, hvis dette er muligt.

Alting lige nu hænger i den der "hvis"-tråd, og det er sgu egentligt lidt irriterende, især, hvis man gerne vil vide og have ting planlagt og konkretiseret. Men er begyndt at indse, at jeg ikke kan gøre noget hernede fra, og bare må lade tingene ske som de sker, og så få det bedste ud af det, på alle de måder det nu er muligt. Lige nu sidder jeg med følelsen af, at det er fedt at være hernede, men også at jeg gerne vil hjem, fordi mine gæster tager hjem - fordi de er som de er - fordi de er min første gruppe, som jeg har fået et nært forhold til, og endda nogle nye bekendtskaber.

En lille video fra byturens bådtur, og mig som guide, hvor jeg ikke længere leger det, 

men rent faktisk er det...

Og så har jeg besluttet, at når jeg kommer hjem, fordi det der Nupo ikke fungerer hernede og jeg kender Elsa og Tonya, at jeg skal prøve en kur/livsstilsændring, der hedder nul kartofler, ris og pasta, men med bønner og/eller linser til hvert eneste måltid. Altså, bønner/linser, grøntsager og kød/protein til både morgen, middag og aften, samt snacks og det hele. Det ser ud til at have virket for mange, og man må spise lige det man har lyst til - så hvorfor skulle det ikke også kunne virke her. Nu må vi se hvad der sker, når jeg kommer tilbage til kolde, kolde Danmark...