Bådtur, skildpadder og invasionen af sæler

Så kom dagen, hvor min rigtige første udflugt skulle slå sit slag. En bådtur fra Neos Marmaras til Kassandra (Pefkohori og Hruso Beach), samt "skildpadde-øen" Kelyfos.

Vi startede dagen med at tage mod havnen, hvor vi kom om bord på skibet. Jeg var lidt på bar bund, men fandt mig hurtig til rette ved et bord med en polsk pige, som også havde en gruppe med. Hun var ikke guide eller rejseleder, men var en del af et underholdningsteam (animation team) på et større hotel længere oppe i landet, men fik besked på at tage med på turen som guide, så hun, var lige som jeg, på bar bund.

Men vi fik snakket lidt, og besætningen var rigtig søde og flinke, og fordi man har en gruppe med, fik man det man havde lyst til. Dog rippede jeg ikke deres bar, men fik en fin lille frappé til at starte dagen med.
Jeg havde selv fem gæster med, hun havde en 15-20 stykker, og så havde Meli Tours (et større agentur i Marmaras) en 60 styks serbere med... (Omfg!)

Pefkohori på Kassandra og vores båd

Mig og Kasha på Pefkohori

Men første stop med Kassandra-halvøen og byen Pefkohori, hvor vi kunne shoppe og bade lidt. Det var overskyet til at starte med, så frygtede det værste for turen, men da vi landende på Kassandra, tittede solen frem og gjorde det den var aller bedst til. Så Kasha (læs: polsk underholdsnings-dudess) og jeg, begav os ud på vandring i byen. Hun er normal fanget på sit hotel, som ligger i ingenmandsland, så hun var glad for at kunne komme ud. Vi gik lidt rundt, snakkede, købte lidt at drikke, og så tilbage til båden og vente på gæsterne.

Hruso Beach

Det næste stop på ruten var Hruso Beach (eller hvordan det nu staves), som er en mega turistet strand. Der havde vi to timer at slå ihjel, før vi kunne gå om bord og nyde den så lækre frokost (haha), som bestod af ris, dårlig tzatziki og en beefsteki (keftedes a la ting).
Men jeg fandt mig en cafe, hvor jeg sad en halvanden times tid og fik en overbetalt slush-ice - dog lavet på frisk frugt, men hallo? 5 euro for en slush-ice, come on!

Aaaalt for dyr sluch-ice, men en god én

Men kom så tilbage på båden og så vendte kursen med Kelyfos, bedre kendt som skildpadde-øen, fordi den fra en bestemt vinkel ligner en skildpadde.
Da vi nærmede os øen, fik jeg af vide, at vi ikke kunne komme hen til øen og bade som planlagt, da den siden vi skulle bade ved, var blevet invaderet af sæler. Ikke fordi sælerne er farlige, men for en masse svømmende turister, sæler osv., osv., kan det vel kun blive for sært og måske gå galt, hvis sælerne nu kom ud i vandet til gæsterne - så vi sejlede forbi og ind i en anden bugt, hvor folk fik lov til at hoppe fra båden, før snuden vendte hjem ad.

Alt i alt, synes jeg det har været en rigtig god dag. Mine gæster var glade for turen, og synes det var rigtig fedt, og blev da også kaldt for den superseje guide, da en af dem var ved at optage video, så der kan man jo ikke andet end at blive glad!

Kelyfos - Skildpadde-øen 

Da vi så kommer hjem, kommer pladsmanden hen til mig og siger, at han gerne vil snakke med mig. Er bange for det er alvorligt, men han fortæller, at den ene teltopsætter/tidligere guide, som tog videre til Sikia i tirsdags, ikke er glad for at være der, så han kommer her i næste uge. På den ene side er det mega hyggeligt, men på den anden side er jeg bange for, at det kommer til at føles som en overvågning, og vil blive vildt irriteret, hvis man begynder at interferer i mine ting og planlægning, for han har jo været guide hernede de sidste 10 år. Men nu ser vi hvordan det kommer til at forløbe sig.

Og så, for treogtyvende gang, sagde han til mig: "Micki, der er tomt i restauranten, hvorfor?" Som om det er min skyld. Jeg har kun 15 gæster med mig, to af dem lidt spøjse typer, og fem af dem har været der før, og ved hvor de skal gå hen for at spise. Jeg gør hvad jeg kan, for at fremme restauranten på så mange måder, at det snart er ved at være over smertetærsklen for mine gæster - og han siger det på en måde, som om det er min skyld. Mine gæster er på camping. Der er et supermarked, hvor de kan købe friske varer, og de har gasblus og køkkengrej, så de selv kan lave mad! Jeg har fortalt dem, op til flere gange om dagen, at maden i restauranten er god og billig, og de smagte det jo selv på ankomstdagen, så hvad mere kan jeg snart gøre. Bliver sindssyg, hvis han spiller flere af de der skyldfølelses-kort! Og jo, kan jo godt se på Elsa og Tonya, at de keder sig og der virkelig ikke er en skid at lave, men med seks telte, og 15 gæster, kan jeg altså ikke fylde en hel restaurant op. Og der er altså kun gået to dage! Folk er jo taget på ferie for at slappe af og opleve noget, så kan da godt forstå, hvis de ikke er på campingpladsen 24-7! OMFG!
Gør hvad jeg kan, og det er det jeg kan bidrage med. Kan jo ikke tvinge dem til at spise på restauranten!

Oh well, har lavet om i min aktivitetsplan, så der forhåbentligt kan komme flere gæster i restauranten, samt har brainstormet med Tonya og gode tiltag...
Så vi håber det hjælper.

 Le moi, on the way back to Marmaras

Og mens jeg står og får taget billede af mig selv, og snakker med mine gæster, som er på dækket under mig, springer kaptajnen frem fre hans styrehus med en vandpistol, og ja, guess what then...

The monsun...

...

And it finally came...

...

Jeg er bare så træt, så trist og så ked af det. Orker ikke særlig meget, og det overskuds-jeg, jeg plejer at være, er helt, helt væk.

Dagen i går gik SÅ godt! Jeg tog imod gæsterne, snakkede med dem i bussen, holdt velkomstmiddag og snakkede med flere hele aftenen nede på stranden - og de er alle sammen så flinke og så søde. De var jo taget fra Danmark pga regn, for at komme herned med en masse sol og varmt vejr...
Så efter at være kommet i seng efter en dejlig og hyggelig dag, forberedte jeg mig på næstedagens informationsmøde, samt den "udflugt" (by-rundvisning) som de alle havde vist interesse for.
Efter at have arbejdet mit materiale igennem, lagde jeg mig i seng ved en 01.00 tiden...

The monsun...

Klokken når at blive ca. 05:47, før jeg bliver vækket af buldren og bragen, kigger ud, og det pisker ned, som aldrig nogensinde før! Tænker så ikke videre over det, indtil det så rent faktisk går op for mig, at det regner.
Ikke bare regner, men regner som ind i helvede...
Jeg står ud af og sengen, åbner min sovekabine, og træder ud på mit gulvtæppe, der er gennemsjasket med vand!
Mit lille bord med mine bøger, papirer og billeder, er gennempløret med vand, kan kan simpelthen ikke forstå hvor vandet kommer fra. Tænder lyset og kigger op, men der er intet hul nogle steder, indtil jeg så indser, at mit vindue er åbent, altså, plastikken er trukket fra myggenettet, så løber derud for at rulle det ned, og ser så rent faktisk omfanget af regnen...
Den terrasse jeg ligger på, ligger på mellemvejen af en kæmpe syndflod af fossende vand fra de øverste terrasser. Heldigvis ligger mit telt lidt afsides, så blev ikke overvældet af syndfloden, men det regnede så meget at jeg knapt kunne se noget. Prøvede at tage billeder af det, men det var umuligt for alt vandet.

 Mission Impossible, Flod-style...

Efter at have sikret mit eget telt, indså jeg, at jeg måtte tage en runde i lejren, for jeg vidste at flere af gæster havde gjort det samme som mig med plastikken. Så på med tøjet og ud, og næsten alle havde rullet op, så måtte stå i den silende regn og rulle vinduerne ned.
Følte mig lidt som Bridget Jones når hun står der i regnen, bare mere slukøret og ret utilpas.
Kommer så endelig op til depotteltene, og ser så, at det ene telt er på randen til et crash, fordi de ikke havde sat det ordentligt op. Så ind med mig og prøve at skubbe vandet væk fra taget...
Da jeg er færdig med depotteltene og efter at have prøvet at redde noget at mit infotelt, ser jeg, at flere og flere folk er vågne og selv har indset at det monsunregner. Snakker kort med dem, og prøver at få dem bedre humør, men som de selv siger, så ved de jo det, at der var denne risiko for megaregn...

Vender så tilbage til mit telt, hopper ind, tørrer mig i det omfang jeg nu kan, og gulvet er nu mere sjasket en før... Panagia mou!
Hopper i seng og prøver at få lidt søvn...

Om morgenen, går jeg så en runde, og kan se, at folk er ved nogenlunde godt mod. Snakker lidt med dem, og de fleste er ganske forstående. Går så tilbage til mit telt for at hente tingene til infomøde og bytur, og ser så, at "Fredrik" er kaput, done, finish, død...
Det har været en meget kraftig regn...

Stakkels Fredrik

Mit infomøde er den største gang lort jeg nogensinde har præsteret! Har aldrig været så flov over noget som dette møde - stadig meget påvirket efter nattens hændelser.
Kun 10 dukker op til mødet, og kun 8 vil med på byrundtur, hvor det i går var 15/15...
Selve rundturen gik rigtig godt, og det var hyggeligt, men det ville have været meget bedre, hvis himlen havde været blå og solen skinnede.

 Morgenen efter regnen

Jeg ved godt, at jeg ikke kontrollerer vejret, og at vejret ikke er en del af det jeg kan, og selvom de fleste gæster er ved godt mod, og godt ved at tingene nok skal tørre, og solen kommer frem senere eller i morgen, kan man alligevel ikke føle sig godt tilpas.
Føler mig som en fiasko, fordi jeg står her, helt rådvild i en flodbølge af regn og vand, med en flok gæster, der havde forventet sol og sommer.
Lige nu, onsdag kl. 13.42 er der overskyet, og der er en god temperatur, når man har svedt igennem de sidste 10 dage - men hvis man som gæst kommer fra regn og dårlig vejr, forventer man vel lidt godt vejr og lidt sol?
Der er nu ikke så meget jeg kan gøre ved det, og ved godt at det ikke er min skyld på nogen måde. Jeg har gjort mit efter bogen, og tilmed mere, men selvom gæster siger de har det godt og alt det, kan det jo ikke undgås at man kan se skuffelsen i dem, fordi vejret lige pludselige havde lyst til totalt at tage mig hårdt et andet sted fra, bare fordi den havde lyst...
Men come on... Den første dag, de første gæster, det første regn...
Den første gang er vel altid en dårlig oplevelse?

Skal der siges nogle gode ting, må det siges, at solnedgangen i går var rigtig flot...
Emily fra "Skjulte Stjerner" er i min gruppe af gæster - hende som sang med USO...
Og at jeg egentligt ser ret fin ud som rejseleder, akkompagneret med komplimenter om min gode modtagelse af gæsterne i lufthavnen...

Håber den kommende uge kommer til at gå rigtig godt, og at vi kan få slettet denne dag ud af hukommelsen og minderne... For den er ærlig talt ikke meget værd...

Le moi at ze airport

P.s. Havde jo vasket tøj forleden, og tænkte at jeg lige kunne vente til i dag med at tage det ind... Bad idea...

RIFIFI og DIKI DIKI...

…..

Er to græske ord, som jeg de sidste par dage er blevet godt bekendt med. Rififi er slang for ”den hapser jeg” lidt a la ”stjæle”-agtigt, men på en sjov måde, mens ”diki diki” er Elsa og Tonyas slang for sex…

Nu er det jo ved at være nogle dage siden jeg sidst skrev, men har simpelthen haft så travlt med at gøre alting klar. Men nu er alle teltene nærmest indflytningsparate og lejren står rigtig flot, så det er super dejligt, at det nu er overstået!

I morgen tager de to sidste teltopsættere og tidligere rejseledere hjem, hvilket egentligt er lidt trist, for de har faktisk været meget rare, stille og rolige og helt nede på jorden og afslappet. Det har de alle fire faktisk, når man har haft dem på enmandshånd eller tomandshånd, det var bare når de alle fire var samlet, at det gik op i deres interne spas. Så faktisk er det lidt mærkeligt, at de i morgen allerede skal videre, og ikke længere skal være på pladsen. Går da også lidt i panik over det, for det er jo dem jeg har fået hjælp og vejledning fra, når jeg behøvede det… Kommer vel på en eller anden måde til at savne dem og deres selskab...

Men tilbage til de andre sjove ting!

Som jeg nok har fortalt, kan Elsa næsten intet engelsk, hvilket resulterer i, at Tonya må være oversætter hele tiden, og når hun ikke er der, fungerer kropssprog, tegninger og lyde ganske fornuftigt… Desuden bliver mit græske bedre for hver dag der går, så jeg kan mange flere ord og vendinger nu, end dengang jeg ankom. Udover at have fundet mig godt til rettet i campingens restaurant med Elsa og Tonya, er de begyndt at føles lidt som familie. Vi spiser sammen, går ned og spiller bold sammen på stranden, og handler sågar sammen. Og når vi spiser aftensmad, skal jeg ikke betale, fordi de siger, at jeg nu er blevet en del af deres ”team”, hvilket er rigtig dejligt, men spæder selvfølgelig til med at handle lidt ind her og der, så det er fair for alle.

 Mega-vandmeloner i supermarkedet!

I går var det meningen at deres veninde fra London skulle komme forbi, men det kunne hun alligevel desværre ikke. Og det er her ”diki diki” kommer ind i billedet. De kalder hende for ”diki diki”, fordi hun er sammen med gud og hver mand, og hele dagen i går, blev ”diki diki” brugt i en hver sætning, til stor morskab for os alle tre. Med lidt smil, lidt glæde og få græske sjove ord, kan man komme rigtig langt. Så ”diki diki’ede” alle og enhver vi snakkede om…

Tonya, som har en meget jaloux kæreste, ringer hele tiden, og hun ringer hele tiden til ham – men man kan se på hende, at det går hende på. Han bliver jaloux, selv hvis hun tager ud for at handle med sin mor, så simpelthen alt! Så i går var hun ked af det, og måtte finde en måde at muntre hende op på.

"rififi"

Havde også Tonya med ude for at snakke med de lokale grækere omkring bådudflugten, som jeg skal arrangere for mine gæster, så hun tog med for at oversætte, og nu er det hele på plads, så det er rigtig dejligt! Ugeprogram er færdigt, udflugter ordnede og teltene er nu klar – så venter bare på de første gæster, som allerede kommer i morgen!

Fik jeg for resten sagt, at det trak op til uvejr i går?

Havde lidt forventet den store omgang, men det bølgede bare meget på stranden om aftenen og dryppede i en 20 mins tid. Ikke det helt vilde, men stadig mærkeligt, at se det regne hernede. Frygter dog stadig den store monsunregn! 

 Silence before storm...

 

P.s. Det er rigtig dejligt at få beskeder og opkald hjemmefra – I looooove it!

P.p.s. Savner jer alle sammen derhjemme, og sveder som en hest!

P.p.p.s Min søster og hendes kæreste kommer som som teltnedtagere slut på sæsonen!! Wuuuh...!!

P.p.p.p.s Savner rigtig meget min abepølle...

Så indtil næste gang, må I passe godt på jer selv...!!

Guuuud, og der kommer måske internet til restauranten, som Tonya og Elsa har bestilt...

Hvis det virker, er det jo kun for nice...!

Frøer, flødekartofler og 38 grader

I går, torsdag, brugte jeg nogle timer nede på Neon, og efter det, var det altså på hovedet i seng. Efter, at have siddet og snakket med Tonya og Elsa (mor og datter som kører restauranten på pladsen)…

Da jeg så går i seng, ligger og hører musik og min nye ventilator på fuld drøn, ser jeg ud af sovekabinen, at der hopper en lille frø rundt midt uden på gulvet!

Oh hell no! Tænker jeg, rejser mig op, lynes kabinen ned, for at gå ud og fange og, og slippe den fri (vil altså ikke slå en frø ihjel – den er for stor og det sviner for meget!), men så var den væk!

Altså, pist væk! Ledte under alle tæpper, gik rundt med lommelygte og var halvvejs mod paranoia. Gav endeligt op, og så sov jeg ganske fornuftigt resten af natten, selvom det var lidt mærkeligt med den frø…

I dag, fredag, lovede jeg så Tonya og Elsa at lave noget dansk mad til dem.

Hvis man skal blive gode venner med grækere, kan det jo oplagt gå gennem deres maver! Og hvad er mere dansk end flødekartofler, så gik ud for at handle. Men hvad der sker lige for, at der i Grækenland ikke er fløde som hjemme i Danmark? Det var dog for groft, men jeg ledte videre, og fandt endelig noget til sidst. Det var sådan noget langtidsholdbart noget, men fløde er fløde. Men prisen?!? 4.8 € for 3 x 250 ml? Det er jo sindssygt!

Men sådan er det åbenbart med fløde hernede, da der generelt ikke er mange der køber det.

Og da jeg så skulle have fløden ud af kartonerne, var det sådan noget semi-stift noget, lidt a la yoghurt! Ret klammo! Så blandede det op med lidt mælk, og så eller virkede det fint. Det smagte rigtig godt, og nu sidder jeg, lokal tid 15:48 i mit telt, og slapper af og skriver lidt. Tror jeg vil sove en lille times tid, før jeg begiver mig ned i vandet.

Og så er jeg blevet inviteret op til restauranten i aften til en omgang aften-kage eller græsk sødt stads noget, og det glæder jeg mig til. Så god nat indtil videre…

.....

Og nu sidder jeg igen på Neon, efter at have svømmet, sovet, slappet af og hygget.

Glæder mig rigtig meget til i aften, hvor jeg skal smage det der græske kageværk/dessert søde stads noget.

 Mig og Tonya

Tonya og hendes mor, Elsa

Egentligt er der ikke sket så meget i dag, for temperaturen nåede op på 38 grader i skyggen!!!

Det er simpelthen for crazy!

Så har bare gået rundt og svedt som en gris i dag - det er helt vildt... Har også spillet strandtennis med Tanya mor, hvilket var ganske sjovt - især fordi vi ikke forstår hinanden, hehe...

Indtil jeg poster noget igen, så pas godt på jer selv...

Saturn og syret nat

Mmm... Gyros...

Så efter i går at have siddet på cafeen i en 4-5 timer, stødte jeg på de andre. Deres tur var allerede forbi, og de var slet ikke så visne som jeg troede... Men det lød da som om de havde hygget sig alligevel.
Og jeg selv?
Jeg sad og drak frappe og fik en gyros... Mmm... Gyros...

Gyros = god frokost

Og tog så efter hjem, for at slappe af, men endte i stedet med at snakke med restaurantpersonalet hele aftenen indtil en 01.00 tiden. Det var rigtig hyggeligt, og vi fik aftaler på plads med grillaften og med velkomstmiddag, så nu er det også på plads. 

Og for hver dag der går, lærer jeg mere og mere græsk, og hende tjeneren fra køkkenet (Tonya) kan virkelig kun lidt engelsk, så vi øver lidt engelsk/græsk med hinanden, og det bliver nogle meget sjove samtaler. I dag fx, lærte jeg det græske alfabet, som er ret så indviklet. Hvorfor ikke bare have det system som alle andre?

Ohh well, men der i går, kom en af de lokale op mens vi snakkede og sagde vi skulle komme ned og kigge. Han bor på campingpladsen i en 3-4 måneder om året, og nyder at slappe af og kigge stjerner. Han havde fundet Saturn på himlen og fik så pejlet hans kikkert ind på den. Jeg fik lov til at se med, og hold da op, hvor var det fantastisk. Meget mærkeligt, at en stjerne, som jeg troede var en stjerne, faktisk var Saturn. Men man kunne se ringene og alt det - fascinerende!

Snigmorder...

Og så i nat, da klokken var omkring 02:30, hørte jeg noget luske omkring ude bag mit telt! Mit hjerte stoppede og mit blod frøs til is! Jeg satte mig op i sengen, for blev virkelig bange. Det lød højt, ligesom når man går i skoven og en person knækker en gren. Sådan en lyd var det. Jeg sparkede let til teltet, for hvis det var en kat eller et dyr, ville det spurte væk! Men efter 10 sekunder, var lydene der igen!

Denne gang gik jeg ud, tog mine klipklappere på, tog en stor brødkniv (det hurtigste jeg kunne finde i mørket!) og gik uden for, listende, og gik rundt om teltet...!

Intet at se, og jeg blev lettet, men stadig skummelt og uhyggeligt! Har aldrig været så bange i mit liv!

Så morgenen efter, dvs. her til morgen, stod jeg/vi så tidligt op og tog på markedet. Et kæmpe stort marked, hvor man kunne få alt muligt. Kød, ost, grønt, legetøj, og selvfølgelig en masse tøj og sko!

Lidt af hvad der er på markedet hver torsdag

Udover at have været på markedet for at kigge lidt, købte jeg kun 3 ting!

En fluesmækker, en elektrisk fluesmækker (undskyld, Lea, men den kunne ikke være i kufferten) og en basilikumplante, som nu står foran mit telt.

Grækerne ynder åbenbart at have sådan en plante stående, for så at klappe den, og så dufte til fingrene, eller bare klappe den som et eller andet dyr! Har set mange grækere der gør det, og her på cafeen er der fire af slagsen, og alle klapper dem, når de går forbi. Det er virkelig mærkeligt, men nu har jeg altså også en!

Tror den skal hedde Fredrik, eller et eller andet... Hehe...

Og så var jeg i supermarkedet for endelig at få købt en ventilator, og den blev taget i brug med det samme, så tog lige en to timers middagslur!

Efter luren, gennemgik jeg lidt papirværk, så nu er der også styr på det administrative, tog en tur i vandet, gik i bad, og nu sidder jeg og hygger på cafeen med en frappe, lavet af Christina (og den er ikke god, nej - haha, men hun gjorde nok sit bedste)... Bad om ekstra mælk som jeg plejer, og det endte så med at jeg fik mælk med lidt kaffe... 

Så siden i går er der ikke sket så meget praktisk med lejren, udover den syrede natoplevelse og den fede oplevelse med Saturn!

Fik også lige kort ryddet op, så nu er det her, I får lov til se, hvordan jeg bor...

 Selve rummet med sovekabine

 Rodeborde og "kontor"

 Mit "område" med tørresnore og borde

Og sig hej til "Fredrik"! Hehe...

Lige nu er der så ikke meget mere at sige end at jeg glæder mig rigtig meget til de første gæster kommer. Dagens arbejde i morgen står på, at jeg skal opsætte et helt telt alene, og så skal der gøres køkkenkasser med indhold klar til de 18 telte og så skal jeg blive gode venner med gasapparatet og gaskomfuret... Måske når vi ikke det hele i morgen, men så er der også søndag...

Take care...

To skridt frem og halvanden tilbage

Vi tager det ene ben frem...

... og så gemmer vi den under et par lange bukser, af frygt for at blive spist op af myg og andre krybende og kravlende insekter. Har vitterligt fået mig nogle nye bedstevenner, som jeg så dræber bagefter. Funny, I know! Men må sige, at jeg er rigtig glad for at gave taget mine Benadryl med! De hjælper og er især gode til lige før man skal sove!
Dagen i går, hvor jeg troede jeg skulle pløkke, IGEN, men fik det heldigvis vendt til min egen fordel. Skulle jo selvfølgelig også prøve alt andet end blot at pløkke, så lærte at køre med køleskabe...
Det tog 10 min og så var det overstået!
Lavede lidt småting her og der, og fik så lov, eller tog mig selv lov, til at shine mit eget telt op med flere borde, stole, gulvtæpper osv., så nu er det næsten til at holde ud af være der!
I morgen, torsdag, skal jeg på markedet, hvor jeg forhåbentligt får købt mig en ventilator, og når den er købt, kommer der billeder af mit fine nye hjem herinde på bloggen.

Så efter gårsdagens arbejde, slappede jeg af, læste i min bog, som jeg fik af Lea og Ronni, og blev helt opslugt af den! Læste halvdelen, og så var det pludselig ved at være tid til at gøre mig klar.
Skulle ud og handle med en af de andre, for vi havde aftalt at grille med ejeren af campingpladsen på stranden. Så det gjorde vi, og det var skide hyggeligt!

Helt til højre - mit telt, mit nye midlertidige hjem

Solen gik ned på stranden, vi spiste, snakkede og hyggede, og i vanlig græsk stil, inviterede vi også barmanden og restaurantdamerne med ned - så vi delte hvad vi havde og hyggede også rigtig meget.

Senere, efter vi havde ryddet op og det, var vi ved at nærme os midnat, og vi danskere snakkede lidt, og de spurgte ind til, hvordan det var at være af sted med en flok drengerøve som dem. Fik fortalt dem, at det var anderledes, men okay, for de var jo en sammentømret gruppe, og til mit store held og lettelse, en gruppe der havde prøvet at sætte campingpladsen op, mange gange!
De fortalte mig, at campingpladsen for dem var deres andet barn, hvilket så gav mig en kæmpe ansvarsfølelse, fordi de selvfølgelig også kommer næste år.
Men hvorfor skulle jeg ødelægge det for dem!?
Weird, men vi snakkede lidt, og det var alligevel hyggeligt - indtil de snakkede om regnvejr! Kæmpe monsunregn der skyllede alt væk, og som var kutyme, at det kom en eller to gange under en sommersæson for at "vaske" luften ren.
I sig selv er jeg ikke bange for regnvejr og torden, og de folk der tager på camping, ved også hvordan de skal forholde sig under sådanne et, men det faktum, at hvis det kommer om 1 uge, hvor jeg kun har 4 udlejede telte ud af 18, betyder det at 14 står tomme, som betyder at jeg skal gøre 14 telte rene, hive alting ud, tunge gulvtæpper til tørre og alt det der!
Det lyder måske dumt, men frygter lidt det fysiske arbejdsaspekt ved det - det lyder skide åndssvagt, men jeg gider det jo ikke! Det er nok derfor det går man sådan på!

Ohh well, bekymringer er der nok af, så må bare tage det som det kommer...

"Sejlturen"

I dag, onsdag, skulle de gamle ud at "sejle"...
Sejle er ikke en sejltur, men en "sejltur"...
En sejltur gennem byens barer og taverner fra middag til en gang næste morgen.
Lige nu, klokken 15.41 lokal tid, sidder de nok med en stor pind i øret, som nok bliver større som aftenen skrider frem. Det skal de sgu have lov til, men gider sgu ikke selv med, selvom jeg blev tilbudt det.
Og da jeg ikke skulle med, skulle jeg så arbejde. Det var ikke meget, tog en halv time, men en masse tungt løftearbejde...
Havde allermest lyst til at sige til dem, at de kunne skride ad helvedes til, men efter i går, hvor jeg praktisk talt ikke gjorde noget for den nu opslåede lejr, gjorde jeg det bare...

Lejren set oppe fra

Oh, panagia mou!

... Eller "Oh my god!", som nogle ville sige...
Sov helt til klokken 11.00 i dag (onsdag), og stod så op, drak lidt vand, sagde hej til de andre, og gik så i gang med det der slæbe værk.
Fik en god snak med lejrmanden/ejeren også, så det var hyggeligt, og pludselig, var de andre væk..
Der var helt vildt stille i lejren, da der kun ligger 3 andre familier på den skråning vi har vores lejr. Men fint var det da... Og grunden til jeg måske først stod op kl. 11.00, var nok at jeg først gik i seng kl. 03.45, fordi en bog holdt mig vågen. Et kapitel manglede jeg, men kunne vitterligt ikke mere...

Så efter at have båret tingene til deres respektive pladser, gik jeg tilbage til mit telt og sad og samlede tankerne en smule, hoppede i badebukserne, tog vasketøjet ned fra gårsdagens tøjvask - I HÅNDEN - pakkede det ned og gik ned på stranden, hvor jeg tog en hurtig dukkert og så bare slappede af i det kølige vand.
Da jeg kom op og op til de rigtige brusebade, var jeg så glad for at have fået købt mig en shampoo, da den sidste jeg havde blev stjålet efter at have glemt den i badet! Så følte mig helt ren igen, hvilket var en dejlig følelse...

Gik så ned i byen, og kunne mærke min mave begyndte at rumle...
Det er jo klart, når jeg ikke har spist morgenmad eller frokost. Så da jeg kom forbi den der 24 timers bager som jeg før har snakket om, gik jeg uden videre forbi, men vendte så om, da jeg virkelige "cravede" efter mad. Købte så en lille brød ting med ost og bacon/skinke, og NØJ, hvor den smagte godt. Det var kun 5 bidder, men det var 5 gode bidder!

Begav mig så videre i byen med en rar følelse i maven, og gik op på "Stefans" som er en isbar, med hjemmelavet is. Gik derind, fik en lækker is, nød udsigten derfra og prøvede at logge på deres wifi uden held. Blev så betaget af isen (havde fået en anmeldelse af stedet fra de andre, men ville selv prøve det først), blev jeg enig med mig selv, at denne isbar, skulle være et stop på min byrundtursudflugt. Så jeg gik op til ekspedienten, som talte flydende og virkelig flot engelsk, og fik stedets historie og det hele.
Og det er så her, hvor "panagia mou!" kommer ind! - For hvis hun havde vidst jeg var guide, havde jeg ikke skulle betale for noget! Så nu glæder jeg mig til at få stukket en is og noget køligt hjemmelavet lemonade i hånden, helt gratis, hver gang jeg tager gæster med derind!
Nogle fordele er der altså ved at være rejseleder...

 Mangosorbet og tuttifrutti (vanille med tørrede frugtstykker)

 Udsigten fra isbaren

Så efter at have snakket med datteren/ekspedienten, lavede vi en "aftale" at det var den isbar jeg anbefalede når det endelig er - for man bryder ikke en aftale med en græker...

Spørg blot hvilken som helst der er græker...

Jeg tør i hvert fald ikke at skulle udfordre skæbnen - det tør jeg bare ikke...

Så jeg gik videre på min tur rundt i byen for at finde seværdigheder og ting, som måske kunne interesse folk, og faldt over en fiske-spa (de der hvor man stikker fødderne i vandet til de der Gururua-fisk-ting) og så fandt jeg denne kirke, hvor man i et indhak på ydermuren, kan gå ind og tænde et lys for de der er døde i ens familie, vennekreds osv., og så bede en bøn for dem. Et lille, simpelt, men flot sted fyldt med følelse af kærlighed og håb.

Tænd et lys...

Og nu sidder jeg så igen på min cafe med en frappe og nyder stilheden. Sveder dog som en hest, men nu har de sat en ventilator næsten i hovedet på mig...

Så hyggeligt...

Frappe og computer og vand

Så for at summere op på det hele, både af det jeg oplever og det jeg føler, er det så simpelt, at jeg går to skridt frem og halvanden tilbage...

For hver dag der går, bliver jeg mere og mere sikker på tingene og bekymrer mig ikke i så stor omfang omkring dem, som jeg gjorde før. Fx det med udstyr, gæster, udflugter, teltnedtagning og alt det der.

Men i takt med, at jeg bliver mere og mere sikker, og mere og mere spændt, går min usikkerhed, min følelse af at være alene, min følelse af at ville hjem, ikke ned i samme takt som det andet stiger!

Så sidder så at sige med mange blandede følelser...

Vil gerne blive, men vil gerne hjem - vil gerne gøre det som de plejer på pladsen, men har heller ikke lyst, fordi det ikke er mig! Men ved godt det nu er min plads og mine gæster, så jeg kan selv bestemme...

Men der er så skide mange forventninger til at tingene bliver gjort som de plejer...

Hvor ville jeg ønske jeg havde min egen seng, eller blot var guide som skulle på hoteltræf, hente gæster og tage på udflugter...

Og om jeg ender med en campingvogn eller bliver forelsket i campinglivet?

- Not gonna happen...!!

Men holder ud...

// Micki...

Adresse og telefonnummer

Så fik jeg mit telefonnummer og har nu også min adresse, så hvis I vil skrive eller sende noget, så gør I bare det :D Eller ringe for den sags skyld... :)

Svarer dog først tilbage på facebook på jeres sms, da det er økonomisk for mig er liiiidt svært at skulle betale, hvis jeg skulle udenlands-sms'e hele tiden - håber I forstår :)

Min adresse er:

Camping Marmara
Att: Micki Cheng - Sun Tours
63081 Neos Marmaras
Sithonia, Halkidiki
Greece

Og mit mobilnummer er:

+30 697 1588349
eller
0030 697 1577349 




Møøøøøøs til jer alle :)

Blodige sår og lækker frokost

Så er vi nu i gang med dag 2!

I dag:

Teltene er begyndt at tage form, og i 4 timer, pløkkede jeg pløkker i jorden...
Og ikke blot jord, men græsk jord...
Ergo: STEN, STEN og fik jeg sagt STEN?

Fik pløkket to og et halvt telt, hvilket ikke er noget prangende, men det blev gjort.
Har nu derfor åbne sår på begge hænder og svulmende fingre.
Det var hårdt - for helvede, det var hårdt!
Fik heldigvis nogle knæbeskyttere, men på en eller anden måde, gik den latente asiat op i mig, og valgte de fleste gange at sidde på hug i stedet for på knæene?
- Tror det måske sidder i generne, det der med at sidde på hug, men det gjorde jeg så, mens sveden bogstavelig talt dryppede ned på jorden.
Hver gang pløkken ramte en sten, skulle man fortsætte, for så kunne man bryde stenen og ned igen til jorden - men nogle gange er stenene for store, så det var altså umuligt, hvilket resulterede i at pløkken vendte og drejede sig og kradsede sig ind i hånd på mig, og hammeren blev træls, og alt det der...
I kan vel næsten forstille jer det?
Ret sjovt så det nok ud, men jeg gjorde det - er ikke så motorik og praktisk-spasser som nogle måske går og tror... Hehe...

Må dog indrømme, at jeg flere gange, efter at have ødelagt mange pløkker (læs: minimum 30), satte mig ned og bandende og svovlede og spurgte flere gange mig selv, hvorfor jeg i alverden gjorde det her...

Men, men, men...
Det er begyndt at blive bedre.
Selvom de stadig er barnlige på deres egen facon, ser jeg igennem det, for det er nu egentligt ikke nogle valid grund til at sådanne noget skal ødelægge min oplevelse hernede.

Så efter dagens arbejde, har vi nu sat 9 telte op. Eller... 8 og en halv, da jeg stadig mangler en halv, men gad vitterligt ikke mere - så en tur ned på stranden, nyde vandet, og så i bad, og så ned på Neon (læs: ny stam-cafe - den med frappe og gyros og wi-fi), få en lækker frokost i form af en stor græsk salat, og nu sidder jeg så med en frappe og skriver lidt ned, mens jeg venter på, at mit nye sim-kort bliver opdateret/aktiveret, så jeg kan fylde taletid på og bruge den.
I får self også mit nummer, hvis I vil skrive en hyggelig sms, og så kan jeg svare jer når jeg kommer på internettet igen :D hehe...

Dagens frokost

 

Stranden 

Selvom jeg ikke decideret af fan af det der campingkoncept, må jeg indrømme at min udsigt fra mit telt er fantastisk - og næsten det hele værd.

Udsigten fra mit telt

 

Stranden og "vandvolley bane"

Pas rigtig godt på jer selv, indtil næste gang...

Adió....

 

 

De første 24 timer...

Den første dag – del 1

Klokken er nu 08:40 på den første dag, altså, lørdag, og vi er lige landet i Tegel, Berlin. En ganske fin og fornuftig lufthavn, hvor vi skal sidde et par timer, før vi skal med vores connection til Thessaloniki.

I got "Line-fied!"

Selve turen til København fra Randers gik som planlagt – stille og roligt, uden de største seværdigheder. Bortset fra, da jeg så landede i på Hovedbanen, at der pludselig manglede en lokomotivfører, så vi ikke kunne komme videre ud til Lufthavnen. Ganske humoristisk, for kontrollørerne gik forvirret rundt og anede ikke hvad der skete.

Men jeg ankom så til lufthavnen omkring midnat, til en ganske travl og summende lufthavn. Kort tid efter, kom Line med metroen, for at underholde mig. Hvor var det egentligt sødt, for tiden gik meget stærkere!

Efter at have snakket lidt og fået en dårlig burger på Burger King i lufthavnen, gik vi på opdagelse i de forskellige terminaler, og nu var billedet af lufthavnen en helt andet – ganske tom og menneskeforladt!

Det kunne kun betyde sjove, sjove billeder, så det gjorde vi, midt i den ellers så travle Terminal 2!

 Sjov i en meget tom terminal 2 :D

 

Efter at have skejet en smule ud, satte vi os ned, hørte musik, og snakkede om gamle dage og sjove ting. Klokken var ved at nærme sig de 03:00 stykker, og Line skulle jo også hjem og på arbejde, så fulgte hende tilbage til metrostationen, og satte hende af.

 Mine tasker, kuffert, poser OG Lines taske!

Men hvor er Line?

Hun er på vej for at hente den - for hun glemte den!

Cafe Latte var så det, som jeg tænkte på. Ind over med noget koffein og sukker, for var faktisk ved at gå en smule kold og var skide træt. Inde i 7-Eleven, stod jeg så med en stor kuffert, to tasker og to store poser fyldt med materiale til destinationen, samt en Cafe Latte i hånden UDEN låg, da Line ringer helt panisk og siger, at hun nok har glemt sin taske.

”Hold nu kæft!”, tænker jeg, og haster over til der hvor vi sad, hvor den ikke var, og så rundt i hele lufthavnen, for til sidst at gå ind på Burger King. Og minsandten om den ikke var der! Lucky Line.

Så jeg fik tasken, og gik tilbage til metrostationen, hvor hun ville komme med den næste metro, og så hente den igen. Så kommer metroen, og jeg er klar til at smide tasken igennem døren, men ud hopper Line, og siger toget er mærkeligt – så hun beslutter at vente til næste tog. Det gjorde hun, og vi havde det sjovt på metrostationen.

En time til at skulle mødes med teltopsætterne, og trætheden var overvældende! Så fattede mig en eller anden low-carb energidrik, og hyggede med den på en bænk!

Endelig blev klokken 05:00, og på slaget, fik jeg et opkald, at nu var de alle samlet, fandt dem, og sagde pænt goddag.

En anderledes flok mennesker...

En flok spændende, lidt ældre, men dog energiske mænd, som var vant til at tage rejsen. En flok, som tit har rejst sammen, og som nu atter igen er samlet – og det kunne høres på deres interne jargon. Meget ”gøre grin” og tage pis på hinanden, og så er de, eller rettere, en eller to af dem, ganske glade for ord som ”bøsserøv” og sætningen ”kom så homoer”…

Oh well… Ind ad det ene øre og ud af det andet – er egentligt ret ligeglad med hvad de tænker og alt det der… To af dem kommer jeg indtil videre ganske godt ud af, og guiden fra sidste år taler jeg indtil videre også fint med, og ham den sidste, med den sjove sætning, synes jeg nok ikke lige er min kop te. Men sådan er det jo bare – må jo nok se at få det bedste ud af det, som det nu kan blive.

Men en sammentømret gruppe er de, og det kan også mærkes, da de taler meget internt og ”lukket” som gruppe. Dog er der to af dem, der forholdsvis prøver at få mig ind i samtalerne, så det er helt fint.

Ved ikke om nogle af dem er homofober, eller  bare decideret er grov i munden, eller om det blot er deres jargon, men det må de selvfølgelig selv op. Håber lidt på, at spørgsmålet kommer: ”Hvad synes du om bøsser – de er så klamme?”, og så skal den bare have hele skuffen! Har allerede planlagt hvad der skal siges. Lidt a la: ”Så er det godt du snart skal hjem, og ikke skal være sammen med mig hele sæsonen, hva?!” Tror ikke endnu, at nogle af dem ved det, men I do not care! Reklamerer jo ikke med det, men hvis de spørger, så får de jo bare svaret!

Ohh well – det var sgu da et hurtigt surt opstød, og allerede på den første dag. Hmmm… Men er sikker på, at resten af de kommende 10 dage nok skal gå godt. Jeg vil i hvert fald gøre mit til, at det nok skal blive godt!

”Tæl til ti og husk dit spasserfilter” siger jeg lidt til mig selv, og så skal det hele nok gå!

Men ja, nu er klokken ved at være 09:03, og jeg gider faktisk ikke skrive mere. Der er jo i realiteten ikke sket særlig meget, men ville bare fortælle lidt om de mennesker jeg skal tilbringe de næste dage med. Spændende, det bliver det!

Nu må vi se, om det bliver fredeligt, dramatisk, eller akavet… Det kunne være sjovt med akavet! Hehe…

To timer til næste connection…

Skriver når jeg er kommet derned, og er kommet lidt på plads!

Get ready for part two…

Dagen derpå...

Det er nu dagen derpå, og har suget indtryk til mig og alt det der. Havde en mærkelig start på det hele, men det er nu okay. Synes stadig det er nogle flinke mennesker, men bare slet ikke min stil. De er virkelige barnlige nogle af dem, og bliver lidt pinlig berørt i deres nærvær – men det har så måske noget at gøre med, at de kender hinanden på kryds og tværs, og nogle har kendt hinanden i mere end 40 år!

Det hele handler om damer, hash og øl, og generel en meget barnlig og intern jargon, som kun de kan forstå, så er bare slet ikke med i det der.

Synes bare det er mega pinligt, og har faktisk ikke lyst til at lave noget socialt med dem alle. Der er jo fire, og den ene er den virkelige barnlige og har vildt mærkelige kommentarer, udtalelser osv., osv.

Ham der var guide de sidste mange år, udnævnte de ”chef”, og jeg blev givet: ”guide”. Ganske fint og ganske fornuftigt. Men den måde de bruger det på?

De fjoller og har det sjovt – og det er sguda fedt! Men de fjoller og har det sjovt på et niveau, jeg ikke kan følge med på. Det er virkelig værkstedshumor – and that is not me!

Fortsættelse på den første dag...

Ohh well…

Vi ankommer til campingpladsen og det er næsten helt tomt, bortset fra nogle enkelte telte.

Vi går i gang med at finde udstyr fra lager og alt det der, og begynder så at pakke ud og lave telte, sætte op, pløkke i osv.

Det er jo slet ikke mig!

Kan ikke lige helt gengive de følelser jeg gennemgik i går, men flere gange tænkte jeg, at jeg bare ville hjem!!!

Der er dyr, kryb og alle mulige mærkelige sager, men igen, det er jo klart! Det er jo camping!

Men vi fik hvert vores telt, til sidst, og endte med at få noget at drikke, og så ville de andre finde et sted at spise. EFTER, vi havde været i vandet – som var MEGA LÆKKERT!!!

Solnedgang på campingpladsens strand

Men oven på mine følelsesmæssige rutsjetur, havde jeg ikke lyst til at gå med, men gik med ind i byen, for at finde lidt jeg kunne få med hjem. Og ville slet ikke med, når de råber: ”Vi skal have ædelse og noget hash!”

Tror slet ikke de indtager euforiserende stoffer nogen af dem, men det er nok bare deres interne jargon, og den måde de er på med hinanden!

"Uhh ohh, Uhh, uhh..... At du blir' glad igen....."

Så da jeg havde smidt dem af i byen på den restaurant de skulle spise på, begav jeg mig tilbage for at finde den 24 timers åbne bager der var.

Jeg falder i mellemtiden så over en cafe, med wi-fi, bestiller en frappe (græsk iskaffe), drikker den, og ringer til en, som forstår mig – og så får han da bare hele læsset! Var flere gange med at udbryde i råb og gråd, men holdt igen og tog mig sammen.

Det var dejligt og lækkert at komme af med alle de ting, man har gået rundt med inden i og holdt tilbage!

Så jeg betaler, beder om et menukort jeg kan tage med hjem og går videre. Kigger kort på menukortet og kan se, at de har gyros! GYROS til 2,2 Euro!!!

Straks vender jeg om, bestiller en gyros og snakker med personalet, som var rigtig flinke, søde, tålmodige og hyggelige. Får min gyros, og kan mærke, jeg er blevet en smule mere glad. Går videre og ind i en kiosk efter vand (Har ikke fået vand siden lufthavnen, fordi vi ikke havde købt noget på vejen, men de andre havde købt en masse øl de kunne drikke af), og køber seks store flasker til 10 kr.! Det er fandme billigt!

Så oven i gyros og det billige indkøb af vand, kunne jeg mærke humøret vende, og da Grækenland så scorer, så jubler alle folk om kap med hinanden, og jeg får en dans med kioskdamen og high-fiver alle hendes børn!

NØJ, hvor var det hyggeligt! Det reddede lige min aften kunne jeg mærke, så på vej hjem, smilte jeg over hele femøren. Fantastisk!

Spiste så min gyros, og lagde mig i seng. Sov som en sten, og stod op igen kl. 08.30 dagen efter, som så er i dag :)

Tilbage til lige nu

Denne dag, søndag, startede med morgenmøde og hvad vi skulle nå, og arbejdet gik i gang. Det var ikke så slemt som i går, da det hele er blevet tilrettelagt efter en god plan. Planen for mig i dag var at alle teltenes tage skulle bygges, så vi i morgen kan gøre halvdelen af dem færdige og resten i overmorgen. Pludselig er klokken kun 12:30, og vi er færdige med dagens arbejde, så vi besluttede os for at køre ud til et stort supermarked, hvor vi kunne handle ind.

Jeg fik købt en masse vand, lidt sodavand, snacks og vaskepulver og de der ting man nu mangler, så nu er mit telt fyldt op. Dejligt!

Lige nu, kl. 16.03 lokal tid, (15.03 dansk tid) sidder jeg så på den samme cafe, med en frappe og min computer og skriver til jer derhjemme! Ville også have købt et sim-kort, men så skal man åbenbart fremvise pas. Havde mit kørekort, men det var ikke nok – mega nederen.

Har også lige læst det hele igennem, og må indrømme, at de næste indlæg resten af sæsonen vil blive kortere, men mere præcise, konkrete og kortfattede…

Bare så I alle get the picture… Har godt nok skrevet meget, men havde vel brug for at komme af med nogle frustrationer på en eller anden måde, og det er så blevet med at skrive på min blog.

Byen Neos Marmaras' bugter og havn

... Og min udsigt lige nu

Nu vil jeg læne mig tilbage, lytte til afslappede græsk musik, og hygge med min frappe, og så skriver jeg igen om ikke så længe, når der er sket meget mere!

Kys til jer alle…

-

EXTRA

Sidder stadig på cafeen, og får en snak med hende pigen der lavede min gyros i går. Hun hedder Christina og er 21 år. Hun bor i en mindre landsby omkring 29 km. væk.

Vi snakker om løst og fast, og om det sjove, at jeg hedder Micki og min kæreste nok hedder Minnie - HØHØ!!!

Men så bliver samtalen dybere på det engelsk vi nu kan forstå hinanden på, og hun spørger ind til mig, og hvor spændende det må være at rejse og leve livet, og jeg fortæller gladeligt og lystigt og spørger så ind til hende.

Hun tøver lidt, men fortæller så, at hun arbejder på den her cafe, for at tjene penge. Hun kan ikke lide at være her og vil gerne hjem. Hun vil gerne rejse og leve livet, men skal først tjene penge til det.

Jeg spørger ind til situationen her, og hun fortæller, at hun nok ikke er af den rette støbning til at arbejde i mere end 12 timer hver dag, og bo i en ussel lejlighed, og faktisk ikke få løn, fordi chefen er en nar!

Hun har nu været her i 10 dage, og har 7 euro på lommen, som er nok til en busbillet hjem!

Men hun kan ikke komme af sted, før de har fundet en afløser!

Hendes kæreste var lige forbi, og han var chokeret over, at hun så trist ud, og var blevet så tynd. Så selv han kunne se det. Hun fortæller mig det, og jeg kan se på hende at hun prøver at være stærk.

Jeg sidder selv med tårer i øjnene, for kan virkelig godt forstå hende.

Jeg håber hun finder et job når hun engang kommer tilbage til sin landsby - et job hun er glad for!

Det er det hun ønsker aller mest for hende selv...

Og det er det jeg ønsker for hende...

......