Maveonde-grinende sejltur efterfulgt af sur smag i munden...

Hold nu kæft, hvor har jeg en dårlig og grim smag i munden. Og det hele ruller rundt nede i maven på mig... Nej, har ikke spist noget dårligt... Men må hellere tage det hele fra start.

Dagen starter ret tidligt, med at skulle op og ned mod vores båd, som skal sejle gæsterne og jeg rundt omkring området.

Turen hedder Pefkochori (en turistby på den første halvø: Kassandra), derefter videre til Chruso Beach og så tilbage til Skildpaddeøen, Kelyfos - og så videre hjem.

Kelyfos

Turen bragte ikke mange gæster med, så vi var fem i alt, inklusive mig. Men vi havde fået snakket hinanden op mod denne dag, da vi havde fortalt om den fantastiske bager beliggende i den by, så det har helt klart været hovedattraktionen på turen.

Morgen starter godt ud og vi kommer dejligt af sted og har fået nogle gode pladser. Søsygen har endnu ikke meldt sig - og som sagt, så er jeg ikke særlig søstærk. Men er heldigvis bevæbnet med mine Travel Gum, hvis der nu skulle gå stærk søgang i den!

Så vi er godt på vej og kort før vi når Pefkochori, bliver der spottet delfiner! Som kommer helt op og svømmere et par enkelt hop lige op ad båden! Helt fantastisk at starte sæsonens første udflugt med at se delfiner!

Et lille udvalg hos "bageren"

Ohh well - med den oplevelse rigere, bevæger vi os forventningsfulde, jeg selv, min søster og kæreste, samt blind date parret...

Og vi køber til den store guldmedalje. Lækre madbrød, store doughnuts og alle mulige andre lækkerier - og med tasken fuld, bevæger vi os ned mod min stamcafe i byen og får os lidt koldt at drikke.

Der bliver snakket, grinet og hygget, og det er virkelig hyggeligt. Det ser dog ud til at trække op til uvejr, da sorte skyer passerer og det begynder at regne.

6 dråber nåede at falde på min arm, før det regnskyl var ovre! Fedt!

Så nu videre mod Chruso Beach, hvor vejret bare klarer mere og mere op og solen begynder at bage igennem.

Da vi kommer dertil, slænger vi os i nogle liggestole og kolde forfriskninger. Og de næste 2 timer går med at bade, grine, lede efter krebsdyr, og lære at flyde!

Efter frokost og på vej mod Kelyfos trækker det op. Nej altså, det blæser lidt - men det betyder jo at skibet skvulper lidt. Ergo, me bad bad bad...

Ind over med nogle Travel Gum og ellers sidde og prøve på at sove lidt. Det går heldigvis over da vi lægger til ved øen og folk begynder at bade fra båden.

Vellykket og godt trætte vender vi snuden hjemad igen, med Gangnam Style dans på dækket, ganske velopført...! Men vi skal selvfølgelig først finde en kiosk hvor man kan få nogle kandiseredes mandler, pistacienødder etc., etc. Selvfølgelig skulle vi da det. Altså!

Og så fandt min søster selvfølgelig et nyt kæledyr... Krebsen, Tom Hanks... Navnet deraf er en seperat historie...

Hjemme på pladsen, godt træt, trækker det jo op til en volleyballkamp. Skal jo lige sidde lidt, men går ud og rundt med bolde og spørger de folk der er tilstede ved teltene om de vil med, og det endte med en hyggelig kamp i vandet. Først 4 mod 2, så 2 mod 2... Lige kamp, men solen var i vores øjne!! Hele tiden!!

Så kan I vel selv gætte udfaldet...

Men altså, så går en ny runde på pladsen, for at høre, om nogle skulle have lyst til at gå en tur til den forladte by i morgen, søndag, kl 8.00 sharp! Og så 6 timer frem!

Min kollegas kone går turen ofte og har besluttet hun vil gøre det hver eneste søndag. Fedt nok! For jeg ville fare vild hvis det var mig der skulle finde derop.

Så jeg går min sædvanlige runde og de fleste ser ud til at have det rigtigt godt. Bliver dog så trukket til side af en gæst og bliver konfronteret med, at det er for dårligt, meget for dårligt, at de ikke var blevet inviteret med på bådturen og de ikke var blevet inviteret med til volleyball. Hele miseren, eller misforståelsen, lad os kalde os det, bliver så ledt ud på, at hvis jeg gentager denne fejl og ikke inviterer på næste gang, sendes der en personlig klage over undertegnede. Jeg sidder bare, helt målløs, med en klump i halsen, og er ved fuldstændig at bryde sammen og koge over på samme tid, for jeg synes ikke jeg har gjort andet end forsøgt at behage og være hjælpende. Der blev råbt ud over pladsen at der spilles volleyball, og gik en runde, hvor de netop ikke var tilstede ved teltet. Og nej, jeg går ikke bare ind i andre folks telte for at se om de er det. Og angående det med bådturen, så blev dette fortalt på infomødet. Og hvis man ikke deltager i infomødet, misser man altså en del information.

Endvidere har jeg en infotavle, hvorpå der står information omkring alle udflugter, tilmelding, etc., etc., og også hvornår jeg har træffetider og hvornår man kan tilmelde sig udflugter. Hvorfor kigges der ikke på den? Den er der jo af en grund, vel?

Jeg bliver oprigtigt ked af det og får det virkelig dårligt, når nogle sætter spørgsmålstegn ved mit arbejdet. Et arbejdet jeg selv synes jeg brænder for og går helhjertet ind i. Og dette er gældende for alle gæster... Uanset hvem man er!

Jeg sidder her helt lamslået lige nu og har bare allermest lyst til at råbe og skrige, men gør det ikke!

Og lige nu sidder hjertet i halsen på mig!

Over alle mulige ting.

Over om de finder min blog stødende, hvis der findes frem til den?

Har jo siddet med dette engang før, og det er derfor jeg bevidst ikke sætter navne eller personbeskrivelser på noget. Medmindre det er nogle jeg har kært, såsom Elsa og lille Maria. Jeg ønsker ikke at støde nogle eller gøre nogle kede af det, men dette er MIN blog, som jeg burde kunne skrive i alt hvad der falder mig det. Det er jo ligesom mine confessions det her. Stadig synes jeg selv det holdes upersonligt og professionelt. Men det er vel bare min mening. Kom med jeres hvis I synes det er forkert..

Nå, men tilbage til det andet der...

Trussel.

Det er det vel i bund og grund?

"Hvis dette gentager så sig, sendes der en klage..."

Hvad så med de gange hvor jeg personligt har lavet en aktivitet med dem eller gjort noget specielt pga deres specielle ønsker?

Og hvad med, at de også var her sidste år og ikke deltog i infomødet der?

Er det min skyld? 2 gange i på 2 år er infomødet misset af disse! Tilfældighed!?

Skal jeg give et personligt referat til alle der ikke vælger at deltage til mit infomøde? For hvis ja, så kunne jeg vel lige så godt lade være med at holde et møde.

"Jeg er på grænsen til at blive meget, meget irriteret og hvis det gentager sig, så skriver jeg en klage..." 

Den sætning hænger nu og dirrer rundt i mit indre øre.

Kan mærke, at jeg får det helt dårligt af tanken.

For dette er ikke længere et klagemål over et dårligt telt eller ødelagt kaffekande. Nu er det ved at blive personligt. Og personlige trusler har jeg det svært med. Meget svært. Især, når jeg ikke selv synes det er min skyld.

Jeg præsenterer mine udflugter på infomødet og ellers er der en infostander. Jeg går ikke op i folks telte når de ikke er der. Hvis man er synlig, bliver man spurgt. Også, når jeg går mine runder. Jeg render ikke i byen for at lede efter folk der ikke er på pladsen når jeg er der.

Jeg kan virkelig ikke se, at det skal gå udover mig. Især ikke, når jeg føler, jeg har gjort noget for dem.

Så en helt igennem fantastisk dag.

E helt igennem dejlig bådtur!

Og hold nu kæft hvor er det ærgerligt at den skal ende på sådan en måde.

Ens selvsikkerhed kan hurtigt blive og virke meget lille, især hvis den bliver personligt trynet... 

Kan stadig ikke komme over, at jeg min professionalisme er blevet godt og grundigt trampet på. Og endda personligt.

E trussel.

En personlig trussel.

Det kan man aldrig nogensinde vænne sig til,

Håber ikke nogle af mine kolleger ude i den ganske store verden oplever det jeg har oplevet her til aften.

Det har de nok - men nok mest over et for dårligt fly, eller grimme tallerkner.

Overvejer lidt, om jeg burde skrive en note og lægge ved deres telt, hver gang jeg har sat gang i noget socialt og de ikke var ved teltet? Bare for de ikke føler sig overset...

Nu gider jeg ikke skrive mere. Går hen og sparker til en stol om lidt. Måske jeg får det bedre af dét!