To skridt frem og halvanden tilbage

Vi tager det ene ben frem...

... og så gemmer vi den under et par lange bukser, af frygt for at blive spist op af myg og andre krybende og kravlende insekter. Har vitterligt fået mig nogle nye bedstevenner, som jeg så dræber bagefter. Funny, I know! Men må sige, at jeg er rigtig glad for at gave taget mine Benadryl med! De hjælper og er især gode til lige før man skal sove!
Dagen i går, hvor jeg troede jeg skulle pløkke, IGEN, men fik det heldigvis vendt til min egen fordel. Skulle jo selvfølgelig også prøve alt andet end blot at pløkke, så lærte at køre med køleskabe...
Det tog 10 min og så var det overstået!
Lavede lidt småting her og der, og fik så lov, eller tog mig selv lov, til at shine mit eget telt op med flere borde, stole, gulvtæpper osv., så nu er det næsten til at holde ud af være der!
I morgen, torsdag, skal jeg på markedet, hvor jeg forhåbentligt får købt mig en ventilator, og når den er købt, kommer der billeder af mit fine nye hjem herinde på bloggen.

Så efter gårsdagens arbejde, slappede jeg af, læste i min bog, som jeg fik af Lea og Ronni, og blev helt opslugt af den! Læste halvdelen, og så var det pludselig ved at være tid til at gøre mig klar.
Skulle ud og handle med en af de andre, for vi havde aftalt at grille med ejeren af campingpladsen på stranden. Så det gjorde vi, og det var skide hyggeligt!

Helt til højre - mit telt, mit nye midlertidige hjem

Solen gik ned på stranden, vi spiste, snakkede og hyggede, og i vanlig græsk stil, inviterede vi også barmanden og restaurantdamerne med ned - så vi delte hvad vi havde og hyggede også rigtig meget.

Senere, efter vi havde ryddet op og det, var vi ved at nærme os midnat, og vi danskere snakkede lidt, og de spurgte ind til, hvordan det var at være af sted med en flok drengerøve som dem. Fik fortalt dem, at det var anderledes, men okay, for de var jo en sammentømret gruppe, og til mit store held og lettelse, en gruppe der havde prøvet at sætte campingpladsen op, mange gange!
De fortalte mig, at campingpladsen for dem var deres andet barn, hvilket så gav mig en kæmpe ansvarsfølelse, fordi de selvfølgelig også kommer næste år.
Men hvorfor skulle jeg ødelægge det for dem!?
Weird, men vi snakkede lidt, og det var alligevel hyggeligt - indtil de snakkede om regnvejr! Kæmpe monsunregn der skyllede alt væk, og som var kutyme, at det kom en eller to gange under en sommersæson for at "vaske" luften ren.
I sig selv er jeg ikke bange for regnvejr og torden, og de folk der tager på camping, ved også hvordan de skal forholde sig under sådanne et, men det faktum, at hvis det kommer om 1 uge, hvor jeg kun har 4 udlejede telte ud af 18, betyder det at 14 står tomme, som betyder at jeg skal gøre 14 telte rene, hive alting ud, tunge gulvtæpper til tørre og alt det der!
Det lyder måske dumt, men frygter lidt det fysiske arbejdsaspekt ved det - det lyder skide åndssvagt, men jeg gider det jo ikke! Det er nok derfor det går man sådan på!

Ohh well, bekymringer er der nok af, så må bare tage det som det kommer...

"Sejlturen"

I dag, onsdag, skulle de gamle ud at "sejle"...
Sejle er ikke en sejltur, men en "sejltur"...
En sejltur gennem byens barer og taverner fra middag til en gang næste morgen.
Lige nu, klokken 15.41 lokal tid, sidder de nok med en stor pind i øret, som nok bliver større som aftenen skrider frem. Det skal de sgu have lov til, men gider sgu ikke selv med, selvom jeg blev tilbudt det.
Og da jeg ikke skulle med, skulle jeg så arbejde. Det var ikke meget, tog en halv time, men en masse tungt løftearbejde...
Havde allermest lyst til at sige til dem, at de kunne skride ad helvedes til, men efter i går, hvor jeg praktisk talt ikke gjorde noget for den nu opslåede lejr, gjorde jeg det bare...

Lejren set oppe fra

Oh, panagia mou!

... Eller "Oh my god!", som nogle ville sige...
Sov helt til klokken 11.00 i dag (onsdag), og stod så op, drak lidt vand, sagde hej til de andre, og gik så i gang med det der slæbe værk.
Fik en god snak med lejrmanden/ejeren også, så det var hyggeligt, og pludselig, var de andre væk..
Der var helt vildt stille i lejren, da der kun ligger 3 andre familier på den skråning vi har vores lejr. Men fint var det da... Og grunden til jeg måske først stod op kl. 11.00, var nok at jeg først gik i seng kl. 03.45, fordi en bog holdt mig vågen. Et kapitel manglede jeg, men kunne vitterligt ikke mere...

Så efter at have båret tingene til deres respektive pladser, gik jeg tilbage til mit telt og sad og samlede tankerne en smule, hoppede i badebukserne, tog vasketøjet ned fra gårsdagens tøjvask - I HÅNDEN - pakkede det ned og gik ned på stranden, hvor jeg tog en hurtig dukkert og så bare slappede af i det kølige vand.
Da jeg kom op og op til de rigtige brusebade, var jeg så glad for at have fået købt mig en shampoo, da den sidste jeg havde blev stjålet efter at have glemt den i badet! Så følte mig helt ren igen, hvilket var en dejlig følelse...

Gik så ned i byen, og kunne mærke min mave begyndte at rumle...
Det er jo klart, når jeg ikke har spist morgenmad eller frokost. Så da jeg kom forbi den der 24 timers bager som jeg før har snakket om, gik jeg uden videre forbi, men vendte så om, da jeg virkelige "cravede" efter mad. Købte så en lille brød ting med ost og bacon/skinke, og NØJ, hvor den smagte godt. Det var kun 5 bidder, men det var 5 gode bidder!

Begav mig så videre i byen med en rar følelse i maven, og gik op på "Stefans" som er en isbar, med hjemmelavet is. Gik derind, fik en lækker is, nød udsigten derfra og prøvede at logge på deres wifi uden held. Blev så betaget af isen (havde fået en anmeldelse af stedet fra de andre, men ville selv prøve det først), blev jeg enig med mig selv, at denne isbar, skulle være et stop på min byrundtursudflugt. Så jeg gik op til ekspedienten, som talte flydende og virkelig flot engelsk, og fik stedets historie og det hele.
Og det er så her, hvor "panagia mou!" kommer ind! - For hvis hun havde vidst jeg var guide, havde jeg ikke skulle betale for noget! Så nu glæder jeg mig til at få stukket en is og noget køligt hjemmelavet lemonade i hånden, helt gratis, hver gang jeg tager gæster med derind!
Nogle fordele er der altså ved at være rejseleder...

 Mangosorbet og tuttifrutti (vanille med tørrede frugtstykker)

 Udsigten fra isbaren

Så efter at have snakket med datteren/ekspedienten, lavede vi en "aftale" at det var den isbar jeg anbefalede når det endelig er - for man bryder ikke en aftale med en græker...

Spørg blot hvilken som helst der er græker...

Jeg tør i hvert fald ikke at skulle udfordre skæbnen - det tør jeg bare ikke...

Så jeg gik videre på min tur rundt i byen for at finde seværdigheder og ting, som måske kunne interesse folk, og faldt over en fiske-spa (de der hvor man stikker fødderne i vandet til de der Gururua-fisk-ting) og så fandt jeg denne kirke, hvor man i et indhak på ydermuren, kan gå ind og tænde et lys for de der er døde i ens familie, vennekreds osv., og så bede en bøn for dem. Et lille, simpelt, men flot sted fyldt med følelse af kærlighed og håb.

Tænd et lys...

Og nu sidder jeg så igen på min cafe med en frappe og nyder stilheden. Sveder dog som en hest, men nu har de sat en ventilator næsten i hovedet på mig...

Så hyggeligt...

Frappe og computer og vand

Så for at summere op på det hele, både af det jeg oplever og det jeg føler, er det så simpelt, at jeg går to skridt frem og halvanden tilbage...

For hver dag der går, bliver jeg mere og mere sikker på tingene og bekymrer mig ikke i så stor omfang omkring dem, som jeg gjorde før. Fx det med udstyr, gæster, udflugter, teltnedtagning og alt det der.

Men i takt med, at jeg bliver mere og mere sikker, og mere og mere spændt, går min usikkerhed, min følelse af at være alene, min følelse af at ville hjem, ikke ned i samme takt som det andet stiger!

Så sidder så at sige med mange blandede følelser...

Vil gerne blive, men vil gerne hjem - vil gerne gøre det som de plejer på pladsen, men har heller ikke lyst, fordi det ikke er mig! Men ved godt det nu er min plads og mine gæster, så jeg kan selv bestemme...

Men der er så skide mange forventninger til at tingene bliver gjort som de plejer...

Hvor ville jeg ønske jeg havde min egen seng, eller blot var guide som skulle på hoteltræf, hente gæster og tage på udflugter...

Og om jeg ender med en campingvogn eller bliver forelsket i campinglivet?

- Not gonna happen...!!

Men holder ud...

// Micki...