Welcome back, update og Tunesiens lærdom...

Hej, og velkommen tilbage.

Nu er det næsten ved at være et år siden, jeg tog afsked med Neos Marmaras og camping Marmara.

Og jeg, som var sikker på, ikke at savne det, har ligget i flere nætter, søvnløs af blot at tænke på snart at skulle retur.

Jeg glæder mig som en gal!! – There, I said it! Nu er det officelt, jeg skal tilbage i sommeren 2013.

Men bare lige for at starte hurtigt op, så er det jo rigtig, rigtig længe siden.

Jeg har faktisk savnet det at skrive tingene på bloggen og dele det med folk, men nu tager jeg mig lige lidt sammen. (Beware, det bliver et semi-langt indlæg – men det bliver godt)

Siden sidst…

Job:

Siden jeg kom hjem, har jeg ”bare” arbejdet i min dejlige Fakta, og søgt diverse forskellige udfordringer. Jeg tror lidt, jeg har været bange for at finde noget ”rigtigt”, fordi jeg altid har vidst, at jeg skulle tilbage i år, og derfor ikke turde binde mig til et ”rigtigt” job.

(læs: med et ”rigtigt” arbejde mener jeg et job, der er fuldtid, samt stabilt og økonomisk ansvarligt… Mit nuværende er deltid, svingende arbejdstider og tilkalde jobs = ikke fuldtid = ikke fuld løn… Men godt alligevel)

Men alligevel – så har det været et fedt år i Fakta, som jeg i øvrigt stadig er i, indtil andet dukker op – men ja, har helt klart mine kolleger derovre, og det har været fedt at kunne komme hjem igen og blive modtaget på den måde jeg er blevet modtaget på, og nu er en ret gedigen del af holdet – hvilket er fedt.

Personal life:

Ohh well, things are the best as it could be.

Lige nu går det rigtigt godt, og det er bare helt super fantastisk det hele. Faktisk er vi nu kommet dertil, at vi går rundt med ideen om et fritidshus/sommerhus… Og lad mig bare sige det på en anden måde; vi er nok kommet lidt længere end idé-stadiet…

Gæster:

Jeg glæder mig som en gal til den kommende sæson, da en del af de dejlige gæster jeg havde på pladsen sidste år, har fortalt, at de kommer igen. Og de har alle fortalt, at de kommer igen i mine uger.

YUP, mine uger.

I år, deler jeg pladsen med Schmidt-Hansen family, som havde pladsen de foregående mange, mange år. Så i pr har vi valgt at dele den, således, at han starter op med at gøre pladsen klar, og jeg så kommer de første 3 uger af sæsonen, og han så holder ferie der med hans familie, og tager så de sidste uger og lukker ned.

Så jeg skal ”bare” ned og være guide i en lille måneds tid, hvilket er for fedt! Jeg glæder mig.

Men det er så derfor, det er så fedt, at mine tidligere gæster kommer ned, komprimeret i mine uger – det bliver simpelthen så godt. Af nogle kan nævnes Amager-drengen, Pindsvine-pandekage-familien, og måske også E og ML med deres bror, S.

Så det ser jeg rigtig meget frem til…

Tunesiens lærdom:

Og så har jeg/vi for nyligt lige været på ferie i Tunesien, hvor jeg mødte Kirsten. En Sun Tours kollega, som har været guide i millioner af år, og boet i Tunesien med sin mand i endnu flere år, fået børn og hele molevitten!

Men ja, Tunesien var lækkert. Forårsvejret var dejligt. Lidt ustadigt, men dejligt.

Vi, Michael og jeg, mødte en masse dejlige mennesker dernede, som vi havde en rigtig dejlig uge sammen med. Her tales der om en markedstur, der startede flere timer senere end planlagt, lidt for meget vandpibe, sjov i vandrutsjebaner og kærlighedsromance og overnattende uventede gæster på vores værelse. Samt sjove parodier på Anna og Lotte fra ”Live fra Bremen”, samt surprisefødselsdag.

Men det var en helt igennem glimragende ferie.

Både pga. de nye venner man fik dernede, men også, fordi jeg fik lært en dejlig kollega at kende, som har været i faget i flere år end jeg, og som jeg syntes, jeg kunne være en del af.

Hele hendes tilgang til tingene, tankegangen, professionalismen. Puha, der er meget at lære. Og jeg synes selv, jeg har lært en del på den ferie, så tak til Kirsten.

Lige om lidt…

Og med den viden, jeg føler jeg har suget til mig, er jeg nu klar til at komme tilbage til Neos Marmaras og give mine kommende gæster en helt igennem fantastisk ferie. Jeg glæder mig til at komme tilbage, høre havets brusen, føle sig fri og gøre lige præcis det, man har lyst til. Og så selvfølgelig også mine daglige frappeés!

Det bedste af det hele er, at jeg lige har fået bekræftet, at dejlige Elsa og Tonia kommer tilbage til restauranten i år, hvilket for mig er helt fantastisk, da de agerede som min anden familie, mens jeg var dernede. Jeg har savnet dem, og har da også skrevet med dem herhjemme – men glæder mig nu rigtig meget til at se dem igen!

Åhhh, gud…! Gad vide, om mit græske stadig er up to date, eller om det bare er faldet helt til jorden?

Ohh well, får en chance for at prøve det af, da vi om 2 uger smutter til Rhodos på ferie igen.

Så når jeg kommer hjem, skal jeg lige være hjemme i 2 uger mere, og så smutter jeg af sted igen. Livet er at rejse. Ay, I say you!

Okay, nu bliver jeg nødt til at stoppe og holde inde.

Men følg med, når vi nærmer os – jeg glæder mig til at dele mine oplevelser med jer derude.

Arrivederci...!!!

Hov, vent?! Det var ikke græsk, var det?

Den sidste aften

Det er ved at være det

Nu er det hele ved at være slut.

Det er en underlig følelse inden i – en blandet følelse af både glæde og sorg.

Sorg i den forstand, at jeg nu siger farvel til en masse folk, jeg har støttet mig op ad og snakket med de sidste to måneder, men også glæde, fordi jeg nu kommer hjem til min vante hverdag med venner, familie, arbejde og min dejlige kæreste.

Dagen i dag har budt på mange ting, såsom at være rundt i hele byen og sagt farvel til en masse, og udvekslet Facebook og diverse andre ting, og så har min søster og jeg været til Fish Spa…! Har sagt farvel til folkene på Stefan’s, på båden Nikolaos, hos bageren, på Neon… Og så, ja, været i Fish Spa…!

Mega hyggeligt og rigtig sjovt…

Luksus at være der tidligt på dagen, så man kan fylde to akvarier

Og da vi kom hjem igen, stod den på strand og snorkling, samt volleyballkampe med serberne (læs: de serbere, som vi troede var russere, som havde kogle- og vandkrig).

Selvfølgelig vandt vi – og så ville de have revanche – og den vandt vi også!

Så efter en lang dag spækket med sol og strand, spiste vi det sidste måltid i restauranten – og det smagte dælme godt. Store kæmperejer og ris, og noget schnitzel (ja, det er ikke græsk – men de smagte godt!), og så en tur ind i byen og købe de sidste småting og smågaver. Og nårja, er næsten færdig med at pakke! Det ligner ikke mig at være i god tid til noget som helst…

Kæmperejer, tzatziki, ris og meget mere... Uhm...

I morgen er det dagen, hvor vi flyver hjem. Fra jeg sætter mig ind i taxaen mod lufthavnen, venter en 14 timers lang transport, med alt fra flyvning, til flyskift, til tog, til ventetid, til Starbucks i Kastrup, for til sidst at kunne smide mig i armene på min savnede Bum!

Må hellere sove snart, det bliver en lang dag i morgen…

 

Pandekager og billede-spam

Pandekager og pindgrise

Så blev det tid til at være den sidste aften, og den sidste aften, havde jeg, min søster, hendes kæreste og deres ven, aftalt at lave pandekager med nogle af de andre gæster på pladsen, U, KH, JH og LH...
Nogle dejlige og søde mennesker, som har været rigtig hyggelige at have på pladsen, især når de har snakket om deres fede hund, Arne, og deres hamster som hed Isabella, men som så kom til at hedde Søren, fordi det altså var en han-hamster.

Men vi lavede pandekager, grinte og havde det super skægt, og der var lavet nok dej i hvert fald, med græske ingredienser - men de blev gode alligevel.
Og så lavede U en pandekage af den sidste dej, som så endte med at ligne et pindsvin, eller pindgris til de der kender til det ord. Der var det så kun U og jeg der var tilhængere af "prindgris"...

Pindgrisen i pandekagedej

Ja da!

Så fik jeg løst billede-problemerne...
Men synes faktisk ikke der er så mange billeder som jeg troede...
Ohh well, et kort recap af de billeder er også er :D

Der er self en historie bag alle billeder, men de kan læses i de foregående indlæg, skal nok forsøge at opsummere lidt samtidig... 

Så skal der leges kaptain på A. Nikolaos

O i skønsang til hans R

Og det trak op til torden og uvejr

Og le smoking frog

......

Lækre kager fra en bager i lufthavnen

Og der bades

Søster med L på bådtur

Og hun skulle da også lege kaptajn

 Og det samme med mig

 Og så bliver man tvunget ud i dans, fordi de havde en hygge aften med deres veninder

Note til mig selv: du kan ikke danse græsk dans!

Et random øjeblik :D

 Og meget mere skønsang

Mig og Maria (fra uge 2) - ved ikke hvad det er vi kigger efter
 

 Den nyeste tilkommer til familien (ikke biologisk - men niece er niece og sød er hun!)

 Og lidt romantisk solnedgang

Som man nok kan se, så sker der lidt af hvert hernede - og jeg vil savne et hvert øjeblik der har været, og jeg vil heller ikke have været denne oplevelse foruden.

Denne oplevelse som rejseleder har udviklet og rykket mig på mange forskellige måder. Jeg kan ikke specifikt sige hvordan og hvorfor, men føler det bare - men jeg er stadig den samme mig, som da jeg tog af sted. Bare nogle oplevelser rigere.

Jeg har jo altid sagt, at jeg ville være guide i denne sommer, så en vinter og så en sommer mere - men guide-livet er dejligt, men måske ikke så meget mig, som jeg havde troet. Jeg føler mig utroligt ensom til tider, og det havde måske været nemmere, hvis jeg ikke havde noget hjemme, som trak mig tilbage.

Men situationen er nu den, at det er der - og det er jeg glad for - rigtig meget.

Og at få en anmeldelse som denne fra en familie der har været her (der har været flere - både positive og konstruktive og endda også negative) - så er det bare så fedt at se, at det man brænder for at gøre, for at sørge for at folk får en god og dejlig ferie, faktisk giver pote, og at gæsterne får den oplevelse man ønsker de får og sidder tilbage med en følelse af, at det har været fedt for dem

- Det er derfor jeg gør det jeg gør - og elsker det

Så planen er, hvis jeg ikke finder mig et enestående andet job (Fakta er dejligt, men det er altså mit springbræt til videre - selvom jeg elsker det), så kommer jeg tilbage næste år, men som en "deler"...

Altså, jeg deler den med den tidligere guide, således vi tager tre uger hver - nu må vi se hvordan det kommer til at hænge sammen...

// Micki....

Status quo

Lige nu, klokken 11.36 på denne varme (42 grader) onsdag, sidder jeg og bakser med papirarbejde, og er ved at komme i mål, mens min søster og de andre, fik allieret sig med russeren, som så viser sig at være serber, så han er også ved at hjælpe til med nedtagningen af telte.
Bliver helt ør i hovedet af al det papirnusseri - føler mig lidt som kontormus...

Men er heldigvis ved at være ved vejs ende...
Om 2 dage, er jeg hjemme igen...

Hold jer muntre derude...

Pokémon, Suntours Sune og nyforelskelse

Jaja...

Så er der ikke ved at være lang tid til, før næsen vendes hjemad mod dejlige Danmark.

Jeg savner Danmark, vennerne, kollegerne i Fakta, min familie og svigerfamilie, og ikke mindst; min dejlige kæreste, som til stor grad er med til at gøre, at jeg rigtig glæder mig til at komme hjem, og som også altid der for mig, når jeg har haft brug for det! Det har været vigtigt for mig, at have en stabil klippe, der holder mig oppe, når det hele ser ud til at falde om ørene på mig – så tak!

Man må finde andre bedstevenner når de ikke er i nærheden...

 

Ak! Nu er det ved at være en uge siden jeg skrev sidst – har haft så meget som ørerne at det er helt vildt. Sluttede jo sidst af sidste mandag, hvor vi skulle til at spille fodboldkamp. Den dag blev da ikke mindre spændende end mange af de andre til sammen…

Er Polygyros en Pokémon?

Kampen blev spillet og denne gang blev der gået en del til den. Sun Tours vandt selvfølgelig, så nu står der i den samlede stilling 3-1 til Sun Tours! Ergo, grækerne kan ikke nå os!

Men kampen var en hektisk og farlig kamp, forstået således, at grækerne havde allieret sig med en masse tyskere og andre store godtfolk. Så der blev gået til den – rent fysisk!

Ved kampens afslutning, ligger N, aka A-mennesket (ja, ham Amager-drengen som jeg spillede volleyball med) i sandet, og kan ikke bevæge sig. Han fik et ordentligt slag ind på underlåret, og var lammet. Efter hurtige reaktioner og flere opkald, prøvede vi at få ham ind i en bil, men det lykkedes ikke. Benet kunne jo ikke bøjes! Så vi bar ham rundt i en solseng, og prøvede at finde ud af hvad vi skulle gøre…

Hernede kommer ambulancer ikke ud, medmindre der sker dødsfald, drukneulykker eller alvorlige ting som hjerteanfald – så vi kunne ikke få ham på skadestuen i Agios Nikolaos…

Men efter tids søgen, fandt vi en tysk familie, som kørte Europa rundt i et rugbrød, hvor faderen gerne ville hjælpe os! Så vi smed N ind bag i rugbrødet, hans mor oppe foran med tyskeren og så mig med sammen med N, for at holde ham fast. Hvis det hele ikke var så alvorligt og A-mennesket ikke var i så store smerter, havde det nok set gevaldigt morsomt ud. Men efter at have geleddet folk væk (der var crowdet – det er som om, at når der sket en ulykke, så flokkes folk helt automatisk), kørte vi. Det var mildt sagt en bumpy ride, for rugbrødet var ikke særlig affjedret, og vi endte med at køre forkert – så efter, i fuld guide-stil, at have løbet rundt og banket på folks døre og stoppede biler for at finde vej, endte vi til sidst ved det grækerne kalder for et ”health-center”, aka skadestuen.

Må sige, at jeg aldrig har prøvet noget lignende, men på en eller anden måde, synes jeg det gik godt. Følte mig total sygeplejerske-agtig, da jeg sad der bag i vognen og holdte fast og solsengen og prøvede at berolige das A-menneske…

Men vi kom til skadestuen i Agios Nikolaos, og de kiggede kort på ham, gav ham noget smertestillende, og så besluttede de at sende ham på sygehus i Polygyros (og hold da op, det lyder som en Pokémon?)…

Vi ventede lidt, og jeg havde jo intet fået med ud over min telefon. Havde ikke engang penge med – men tænkte ikke så meget over det – vi skulle bare have N op at stå igen.

Da ambulanceføreren kom, kunne han slet ikke forstå, hvordan vi havde fået bragt ham herned. Vi kunne ikke engang få en stabilisator-bårer/ting ind under ham, så ondt gjorde det – men til sidst fik vi den, og vi var på vej mod sygehuset i Polygyros, for at få taget røntgen og alt det der, for vi var bange for det muligvis var brækket!

- Men i det vi skulle til at køre, får jeg så af vide, at jeg ikke kan komme med!?!?

De skulle have andre passagerer med, så måtte hoppe ud af ambulancen. Prøvede dog at overtale dem til at lade mig tage med, da hverken N eller hans mor var stærke eller stabile i engelsk eller tysk. Men lige lidt hjalp det – så kunne ikke gøre andet end at se på, mens de kørte deres vej. Helt magtesløs og fuld af bekymring!

Da kom redningstyskeren og spurgte, om jeg gerne ville med – og der skulle ikke meget mere end et enkelt ansigtsudtryk, og så var vi på vej. Klokken var godt og vel ved at være midnat, og jeg blev kimet ned af pladsen, som ikke kunne forstå, hvor manden blev af, for hans kone og børn ventede jo på pladsen, og rugbrødet var jo deres soveplads. Men han sagde, at de havde et lille telt de kunne sove i og han kom, når han havde fået mig op til sygehuset. Der findes i virkeligheden stadig de der gode mennesker i verden. De er få, men beviset er her, at de stadig er her. Bliver helt våd i øjnene ved bare at skrive om det – for tænker bare, at han da kunne være ligeglad. Men han kørte os på skadestuen, og ventede. Og ventede til de kom med ambulancen og tilbød derefter at køre mig til sygehuset også, fordi der ikke var plads. Danke!

Men vi kom til sygehuset og jeg kunne se ambulancen lige var ankommet. Så det første jeg gjorde var at spurte op, og finde N og hans mor. Og da jeg nåede dem, stod 2 læger og et hav af sygeplejersker rundt om N. Ingen kunne finde ud af hvad der var galt, da det hele foregik på engelsk. Så jeg kom løbende ind og stakåndet fortalte det hele. Man kunne se lettelsen i N’s mors øjne, og jeg var bare glad for at se dem igen. Følte mig total Indiana Jones / Superman-agtig…

Men der blev taget røntgen og det hele og lægen forklarede mig til og sager. Han kunne heller ikke forstå, at de ikke var gode til engelsk og troede at N var meget ældre end han var. Men en sjov læge det var ham, og lavede en masse fis og ballade, så hele miseren ikke føltes så nederen, men nærmere sjov. Og vi havde det skægt med alt muligt.

Det hele endte med, at N fik af vide, at der ingenting var, men at det var et mega trælår han fik, og det ville hæve endnu mere end det havde gjort og ville se grimt ud. Men den var heldigvis ikke brækket!

Så fik han muligheden for at få en forbinding, og den valgte han. Lægen sagde det ikke hjalp, men hvis det hjalp på humøret, ville han med glæde putte en forbinding på! Og det gjorde han så, og kvitterede med en hilsen på forbindingen ”I love Greek doctors!”

"I love Greek doctors" bandage...

Og så hjem igen. En fodboldkamp der udviklede sig fatalt, men som fik en dejligt afslutning. Er bare mest glad for, at A-mennesket har det godt – og som jeg nu har sagt til ham – når man spiller volleyball, skal man holde sig fra fodbold – og sådan er det bare!

Hej søster....

Så vi var hjemme sent, og kunne lige nå et par timers søvn, for jeg igen skulle op, og sende gæster af sted.

Og så kom min søster, hendes kæreste og deres ven, til den sidste uge, hvor de også skal hjælpe med at tage telte ned. Tjo, der er således ikke sket så meget i løbet af de sidste 7 dage, udover A-menneskets ulykke, og uden er gået som den plejer – dog har vi fået taget nogle af teltene ned, og det gik super godt, og det samme med bådturen, karaoke og grill-aften.

Bådturen blev endnu engang kvitteret med gevaldig vandkamp – især fordi det var min sidste bådtur. En mærkelig følelse, men også dejlig, for så er det ved at være tid til at tage hjem. Men det var en hyggelig bådtur, og vejret var rigtig lækkert, selvom det de sidste 2 dage havde tordnet og være lidt overskyet og dryppet en smule! Men på selve dagen, var vejret perfekt. Vi så desværre ingen delfiner, men det var alligevel dejligt.

Og så fik jeg igen lov til at lege kaptajn – det er så super hyggeligt! Og båden gik ikke i stykker – måske man skulle overveje en karriere inden for sejlads? :P

Kali og the smoking frog

Suntours Sune

Og så har min søster fanget en blæksprutte på hendes snorkeltur i går (søndag) og navngav den Sune Sugekop, hvor vi andre var enige om, at den skulle hedde Suntours Sune. Men jaja, bare den hedder Sune. Og det hed den. Og hun passede og plejede den, og ville have den med hjem.

Men det kan hun altså ikke! Så efter nogle timers overtalelse og en søster med hundeøjne, slap de den fri, så den kunne leve og have det godt i havet…

Suntours Sune aka Sune Sugekop

En ting kan man sige om søskende. Nogle gange er de skide irriterende og kan være en pain in the ass, men til tider, er søskende også dem, som kender dig bedst og kan få dig til at have det rigtigt godt.

I dag, mandag, er jeg her på dag nummer 51, og ud af de 51 dage, har jeg ikke oprigtigt grinet så meget, som jeg har gjort i dag. Og endda over noget dumt. Kan næsten ikke huske hvad det var, men i dag har jeg oprigtigt grint fra maven så det gjorde ondt! Det gjorde godt og var rigtig meget tiltrængt!

Og så har de startet en grankogle/vandkrig med nogle russere på en terrasse under dem – lidt mærkeligt, men det ser ud som om de har det meget sjovt – så det skal de bare have lov til.

Nu skal vi bare have den sidste dag overstået, og så pakke teltene ned, før vi selv kan vende næsen hjemad. Må sige, at jeg glæder mig som en gal!

Og det er ikke fordi, jeg ikke kan lide at være her, for det kan jeg godt – jeg savner bare det derhjemme. Og mig og M (læs: kæreste) har de sidste par dage haft nogle rigtig gode snakke og samtaler, og jeg kan ikke vente til at komme tilbage. Jeg ved godt det lyder skide kedeligt og banalt, men en sms-samtale om de rigtige ting, og især hvis modparten siger og gør de rigtige ting, kan vække nogle følelser helt indeni, som bare gør alt andet lige meget. Og sådan har de sidste dage været – og det føles som at være nyforelsket på ny. En følelse man ikke kan betale sig til – det er en følelse man kun sjældent oplever – og de følelser her de sidste par dage, har givet mig mere mod og overskud til hverdagen hernede…

Mmm... Pancakes...

Men nu er planerne bare at have pandekage-date med nogle af de andre gæster – og sig mig, hvorfor skal det være så svært at finde vaniljesukker og kardemomme? Hold da op, men nu er det fundet, og der skal laves en ordentligt spand pandekager i aften!

Gud ja, og så i forgårs, til karaoke – det gik helt over forventning. Min søster og jeg, killed it! Det var fedt og superhyggeligt, og de fleste synes vi gjorde det helt fantastisk – det var dejligt. 15 minutes of fame – we love you…

Der var alt for Karme Chameleon til It’s My Life til I Don’t Wanna Miss A Thing…

Ohh, hold da op.

Nu kan jeg godt se, at det snart er på tide at slutte af. Har da fået skrevet en god del nu her.

Og når ja! Så fik jeg købt min frappé-maskine og så var jeg ude og cruise med I (hende fra supermarkedet) og vi kørte rundt på hendes scooter og handlede i de store supermarkeder, og havde det skide-skægt. Kommer helt til at savne folkene hernede. 

Ekstra

Og så bliver jeg ringet op, og skal gå over til teltet... Der kommer russerne og siger, at enten vil de have mig med på holdet, eller købe to andre. Jeg er åbenbart blevet solgt til de, da min søster har fået hele lejrens unge med til kampen mod russerne. Men nåede lige at redde mit vasketøj, før krigen brød ud - unge mennesker, tsk, tsk...

Og som i ved, spasser mit kamera og min computer, men har flere billeder der, så de skal nok komme på, så snart tingene gider at fungerer ordentligt...!!

// Micki

Gigant opdate, a la extreme

Altså...

Så er det nok lige blevet tid til den store update på, hvad det lige er der foregår hernede i den varme Grækenland.
Må indrømme, som min kusine selv siger, at pludselig bliver dagene ens, og når dagene bliver ens, bliver det til rutine, og med rutine, får man pludselig endnu mere at lave...
Så jeg beklager meget, at jeg ikke har fået skrevet herinde så længe, men mangel på overskud og mange gøremål har bevirket, at det ikke har været muligt..
Men det er det nu - og hold da op, hvor er der mange ting der skal skrives om.
Jeg vil gøre det så godt jeg nu kan og huske så meget som muligt, og måske prøve at inddele det i kategorier - se, ja, kategorier - det var en god ide.

Vi kommer ind under:


"Mand dig op"
Bådture og delfiner
Drypstenshuler
Volleyball og sur rød bikini
Hjemmefra
Musiks udfoldelse
Personlig udvikling
Kampens hede - krig med det hele
Græsk mentalitet
Det jeg glæder mig til

Så læn jer tilbage, og nyd det næste lange - meget lange - kapitel i min hverdag...

"Mand dig op"

Ja, som udtrykket siger, så mand dig op.
Som rejseleder kan man blive udsat for lidt at hvert, og tit og ofte ting, som ikke nødvendigvis er rare, men stressende og kræver et køligt sind, selvom du er ved at skide i bukserne af skræk.


Havde en aften, hvor jeg skulle spille bussemand kl. 01.00 over for nogle gæster, da andre gæster kom og gerne ville have ro. Og for mig, var det ikke en særlig rar situation at stå i, at skulle være "the party pooper" og spolerer et godt selskab, men samtidig at skulle være konsekvent og autoritær, for folk der var ældre end jeg selv.
Det var en grænseoverskridende oplevelse, men en oplevelse, man kan lære noget af, en oplevelse jeg har lært noget af, selvom det var, ja, uhyggeligt og skræmmende.
Tingene endte dog forholdsvis godt, og gæster havde alligevel en god ferie. Men hallo! Det er svært ikke at larme, og det er ferie, og vi bor i telte.
Der er bare så meget at tage hensyn til, og når man står som mellemmand, føles det nogle gange som tovtrækkeri fra flere sider. Føler lidt nogle gange, at mine arme er blevet lidt længere af det...


Og så havde vi en skovbrand forleden, kun 50 meter fra campingpladsen, og i stedet for at løbe forvirret rundt som som en stukken gris og tage billeder, måttes der tages aktion!
Politiet og brandvæsenet kom heldigvis inden for ganske kort tid, så situationen kom hurtigt under kontrol.
Men skræmmende var det, især, fordi det var så tæt på pladsen. Havde vinden været i den rigtig retning, ville det hurtigt have spredt sig til pladsen...

 Skovbrand ved pladsen

Bådture og delfiner

Og bådturene er the same old, same old. Der er ikke rigtig meget nyt på den front, da det er den samme rute, med de samme mennesker, og det samme mad og alt det der.
Men stadig varierer de, både i oplevelse og indhold.

På en af bådturene, var der sindssyg høj bølgegang, og det føltes næsten som at være på katamaranen fra Marmaris til Rhodos, dengang med Jo, da vi var på ferie.
Det gyngende så sindssygt meget, at jeg var ved at overgive mig til landkrabbernes sygdom (læs: hilse på Ulrik)

Og så var der den anden bådtur, hvor det, for mit vedkommende var ren solbadning og hygge.
Det er nu ikke fordi de andre bådture ikke også er hyggelige, men lige netop denne bådtur, var stemningen bare en anden og meget mere loose, og slet ikke så "professionelt krævende", som det nogle gange kan føles ved de andre.
Så den bådtur bød på masser af sjove oplevelser, hvor vi blandt andet gravede en masse huller på stranden (læs: ganske store huller) og så ventede vi bare på, at folk faldt i.
Både jeg selv, D, EK og R, havde gravet en masse huller, og så så vi EC falde i - to gange! Det var simpelthen noget af det sjoveste!

Og så, på bådturen i torsdag, sejlede vi på blikstille vand. Og hvad endte det så med?
Vi så delfiner!
Delfiner som hoppede op og ned og svømmede rundt, og vi kunne se dem, i flok, deres finner og alt muligt, og kaptajnen på både valgte så at vende båden og sejle en omvej, da han lige synes vi skulle have mulighed for at se delfinerne. Det var en super fed oplevelse og kan nu sige, at jeg nu har set delfiner hernede.
Har ventet på dem - så de var forventet!

 Lækker bugt at holde til i - tid til badning fra båden

 I følgeskab af sultne måger på vej tilbage til byen

Super godt selskab af R, EK og D

Drypstenshuler

Nogle af gæsterne, som skulle være/er her i to uger, ville gerne op for at se på drypstenshulerne i Petralona.
Havde nogle andre gæster, som havde lejet bil og selv kørt derop, men snakken gik på, om det kunne være muligt at lave en gruppeudflugt...
Så efter at have støvet forskellige priser (læs: overpris hos de andre selskaber), endte det hele med, efter lang, lang tids arbejde, at vi kunne skaffe nok deltagere og så leje en bus!
Og så skulle jeg selvfølgelig med som guide, hvilket betød, at fra da bussen blev bestilt og bekræftet, måtte jeg i gang med at lave lektier....
Lektier?!? - Og jeg som troede jeg havde mange andre ting at tage mig til...
Men der blev læst op, så jeg kunne lidt historie og andre ting, og det var rigtig spændende. Både for mig selv, men også for gæsterne, så det var en super oplevelse at komme ud for at se noget nyt.

Det var pænt, flot, og var dog lidt skuffet til at starte med, for da vi kom ind i hulen, var der kun nogle gange og en smule stalagmitter og stalaktitter (læs: den der kommer oven fra og ned og dem der vokser fra jorden), men så, efter at have vandret lidt rundt i det skuffende område, trådte man så ind i en kæmpe, kæmpe hule, med drypsten over alt. Alt fra store til små formationer, men tilsammen en følelse af, at man trådte ind i en helt ny verden.
Et fascinerende sted - og selvfølgelig hev jeg mobilen frem for at tage billeder, indtil en dame råbte: "No pictures, please!"...
Mega pinligt, for havde lige 20 minutter forinden fortalt mine gæster, at der ikke måttes tages billeder derinde, og gik rundt med min mappe og min uniform, så det var mega pinligt...
Men fik alligevel sneget mig til nogle gode billeder alligevel! 

En sammenkobling af de bedste billeder derinde fra

Og så var det så fedt, at kunne bevise over for mig selv, at jeg kan tage ansvar og arrangerer en tur, uden egentligt at vide noget om udflugtsmålet, men så selv lave research, få startet det hele, og sørget for, at gæsterne havde en god oplevelse - det synes jeg er rigtig fedt!

Volleyball og sur rød bikini

Og så, som folk måske har set på Facebook,har jeg fundet mig en volleyball-makker. A-mennesket kalder jeg N, for det er det han praler med at være, selvom han nu er kommet for sent to gange til vores tidlige formiddags træningssessioner.
Og selvom han er fra Amager, så går det nok - volleyball er volleyball...
Men vi spiller på stranden engang i mellem når lysten lige er der, og det er vildt fedt at komme i gang igen, og spille med en vis teknik, og at man ikke behøver at holde igen, som hvis man spillede med en masse børn, eller andre som ikke før har spillet volleyball...

Men en ting forhindrer os i at spille på andre tidspunkter. En dame. En sur dame. Fra Bulgarien... Som ligger og flader ud på sin liggestol med rynken hud og rød bikini. Hver eneste gang råber hun efter os, som om hun ejer stranden, og vi er slet ikke tæt på hende, og har slet ikke ramt hende med bolden - endnu - men var dog tæt på, på et tidspunkt, men så lad da vær'!
- SLAP NU AF, CAMILLA! (læs: intern joke om spøgelset Camilla, som lusker rundt på pladsen med Johanna og Karoline...)

Og så, i går, efter grill aften (som for gæsternes vedkommende), gik rigtig godt (dog knapt så godt med køkkenet: læs "Kampens hede"...), fik jeg mig en velfortjent stor og lækker milkshake, satte mig på første parket til strandbarens tv, og så noget OL volleyball imellem Brasilien og Tunesien. Lige hvad jeg trængte til efter en lang og hård dag.

Hjemmefra

Ak ja...
Hjemmefra...
Ohh well, to ting kan beskrive det...
Der er hjemmefra, som i hjemmefra Randers og le Bum, eller hjemmefra som i hjemmefra gæster, som kommer tilbage til pladsen.

Lad os starte med O, som nu er kommet tilbage i denne uge for at slappe af, efter at have haft en hel fantastisk uge med R (læs: de unge, som blev væk, som jeg måtte ud og lede efter kl. 04.15 om natten), de er nu nemlig kærester, hvor er det sødt, og nu complainer de begge til mig, at de savner hinanden - hvor er det dog kært!
Men nu kom O ned i denne uge, for at slappe af med nogle venner, og selvfølgelig for at underholde mig!
Og det var tiltrængt, især efter EP's hjemtur (læs: hende som blev en uge mere, og som er mor til R) - så manglede selvfølgelig nogle at snakke med.
Og så kommer han herned med et frisk pust af energi, hvilket er tiltrængt - selvom det indebærer og indeholder en masse vand og vandkamp, så er det alligevel sjovt - især også, fordi han ved, hvordan det er at være hernede og gerne ville hjem.

Og så det andet hjemmefra, som nu bare gør, at jeg endnu mere glæder mig til at komme hjem. For som de fleste ved, tog jeg herned med en halv tornado i bagagen uden rigtig at vide, hvad der var at vende tilbage til - men det er nu for mig ikke længere et problem, da tingene er gået som de er gået, og jeg, for hver dag der går, bliver mere og mere forsikret i, at det jeg vender hjem til, er og vil blive bedre end det det har været...
Så det ser jeg rigtig meget frem til - og det har i stor grad også været med til at holde mig oppe og været en af de store støttere for mig - for uden den, ville jeg ikke vide hvad jeg skulle gøre...
- Føler lidt, at det der magiske der var i starten, er ved at vende tilbage.............

Og så kommer min søster, hendes kæreste og en ven i morgen, og skal være her næste uge og så hjælpe med at tage telte ned, før vi igen vender næsen hjemad - det bliver fedt...

Musisk udfoldelse

Og selvfølgelig bliver der sunget karaoke hver eneste lørdag - i stor stil.
Der er ikke så meget at fortælle her, end at det er skide hyggeligt og herre sjovt!
Så lørdag aften står i karaokes tegn - og det er nu dejligt nok!
Og der bliver snuget lidt af hvert, alt fra Disney til That's Amore (O til R - total love) og meget, meget andet...

Le me & EK i fuld brøl...

Men udover at smøre stemmebåndet til lørdagens festivitas (hvornår er jeg begyndt at bruge det ord?), så er jeg åbenbart blevet fast kommentator på mandagenes fodboldkampe imellem camping Marmara og Sun Tours, hvilket nu også er rigtig hyggeligt og sjovt at se på.
Indtil videre står der 2-1 i den samlede stilling til danskerne, så hvis vi vinder i morgen, har vi automatisk vundet i den endelige stilling!
Så vi håber på det bedste!

Personlig udvikling

En af de ting jeg har lært omkring mig selv hernede, er at jeg også skal tænke på mig selv.
De første mange uger var jeg på campingpladsen uafbrudt, og kunne mærke, at det rent psykisk var hårdt.
Jeg havde brug for at komme ud!

Og med hjælp fra EP, kom jeg også en del ud og fik pustet og og tænkt på andre ting en telte, pløkker og flade luftmadrasser! Det var virkelig en lettelse at have noget alene-tid, og har derfor lært mig selv at tage den nødvendige alene-tid, for ellers går jeg sgu sur i det i sidste ende.
Og er også blevet god til at sige fra, og ikke bare være der 24-7 (men er det nu alligevel lidt, for det er jo bare mig i en nøddeskal, at være serviceminded og gerne vil hjælpe gæsterne, så de får en rigtig god oplevelse)

Udsigt fra en af mine alene-tids gåture

Men udover at have lært at tage alene-tid for mig selv, har jeg også lært en masse andre ting om mig selv.

Fx, at jeg slet ikke er så søstærk som jeg selv gik rundt og troede, men også, at jeg faktisk er stærkere end jeg selv tror - rent psykisk.

For det, at bruge en masse tid og energi på at lære nye mennesker at kende - det er hårdt! - og når man så endelig har lært folk at kende, så smutter de igen, og så skal man starte forfra. Det er virkeligt svært og hårdt for psyken, men jeg er sikker på, at jeg kan lære noget af det.

Og så har jeg fået fortalt af gæsterne hernede, at de synes jeg er rigtig god til børn, og virker oprigtig, og ikke bare er en sælger/sælger - og det er helt klart med til at booste min psyke og selvtillid.

Det er dejligt at få positive reaktioner og positiv feedback og kommentarer - nu skal jeg bare lære at tage imod dem og bruge dem til videre udvikling...

Og så har jeg lært det om mig selv, at selvom jeg selv synes jeg er en stærk person, har jeg aldrig kunnet klare dette her, uden hjælp fra dem jeg holder af og har derhjemme. Så det jeg har lært er, at hvis man har et stærkt, kærligt og stabilt net derhjemme, så kan man komme rigtig langt, hvis de hepper på en. De er med til at få mig til at yde mit bedste, og det er jo også meningen, at man skal kunne lære fra hinanden...

Udover de ting, har jeg også lært at vende det døve øre til, når der har været brug for det og ikke bruge tid, kræfter og energi på folk, som blot vil mig og dem jeg holder af noget der ikke er godt for os.
Jeg har lært ikke at bruge unødige kræfter på nogle, som alligevel ikke er villige til at hjælpe andre og få det bedste ud af ting - og for mig er det en vigtig lektie, da jeg så derfor kan bruge den energi på noget meget bedre og mere behageligt...

Kampens hede - krig med det hele

I går til grill-aften - den anden sidste af slagsen - gik det helt, helt galt.
Har haft mine kampe med køkkenet, og omkring den måde de takler tingene på og den måde de er på, når tingene brænder på, og ikke helt flasker sig.

Til velkomstmiddagen for 3 uger siden, gik det helt galt, da de havde lavet tre forskellige retter at tilbyde gæsterne, men ikke alle gæster kunne få det de ville have - og det endte i totalt kaos, med råb, skrig, fingerpeg og hele svineriet.
Efterfølgende har vi så snakket omkring forløbet, og er siden hen blevet enige om, at det er mig der tager kontrollen, både mht. mad, bestilling, drikkevarer og det hele - og siden da, er det gået super godt!

Men så i går til grill-aften, havde jeg fortalt dem, på deadline, at vi bliver 38 gæster og får så af vide, hvorfor jeg ikke siger det noget før?
Men jeg siger det jo ved den aftalte deadline, og de kan ikke forstå, hvorfor jeg ikke siger det dagen inden!
Jeg siger så, at jeg kan lave deadline om, men så siger de nej, for så er der måske nogle der ikke kan nå´at melde sig til - men hvorfor i alverden skal der så gøres et så stort nummer ud af det? - Så dagen starter ud ret negativt, og det går kun ned ad.
Der er selvfølgelig kød til alle, men tilbehør-mæssigt, blev der lavet lige så meget som i sidste uge til 26 mennesker, og det synes jeg bare ikke var i orden. Vi starter først kl. 20.30, så der er masser af tid til det hele. Men fik det hele ned og folk begyndte at spise, og så løber vi tør for cola (læs: 4,5 liter (3 flasker) til 38 mennesker? - Det er ikke i orden) og går så op for at bede om mere, og mere tilbehør, og så får jeg bare den kolde skulder og de siger der ikke er mere, men så efter en masse unødig diskussion frem og tilbage, bliver der hentet cola, og jeg må ned i supermarkedet selv efter agurk og tomat, og får så skæld ud over, at jeg selv har hentet det og skåret det ud!
Men når de sidder på deres flade og ryger cigaretter og ikke gør en skid, bliver jeg selv nødt til at gøre noget - for har jo sultne gæster som venter...
Den aften, i går, talte vi slet ikke sammen efter det...

Græsk mentalitet

Den græske mentalitet er nok noget af det, jeg aldrig kommer til at forstå.
Den ustruktureret væremåde, og den væremåde at være ligeglad, når det ikke er deres egen røv der brænder på...
Det er jeg træt af - og det er ikke for at komme med sure opstød - men vi er bare så forskellige på alle mulige måder. De virker nogle gange så ligeglade og totalt åndsforladt, fordi de har det lidt vi-tager-tingene-som-de-kommer-agtigt...
ARGH!

Men en god ting er, at de laver forholdsvis god mad, hvis man ved hvad man skal gå efter.
Må dog indrømme, at hvidt brød, græsk salat og en masse friturestegte ting er ved at hænge mig langt ud af halsen! Glæder mig til en rugbrødsmad med leverpostej og agurk og/eller rødbede...
Damn...!

Kalamari når de er bedst

Det jeg glæder mig til

Som I nok kan forestille jer, glæder jeg mig til at komme hjem.
Komme hjem til min egen seng, til min dyne, til et ordentligt bad og kunne drikke vand fra vandhanen.
Glæder mig til at se min kæreste, som er meget savnet, og glæder mig til at komme hjem til en fungerende hverdag, uden at skulle bo i et telt.

Og så glæder jeg mig til at se min søster, som kommer ned på besøg og for at hjælpe med nedtagning af lejren, og så glæder jeg mig til at se alle hovederne igen i lufthaven - altså dem der kommer og henter mig, såsom R, EP og O...
Og måske flere end dem - men glæder mig til gensynet...
Og så glæder jeg mig til stabilt internet og en telefon der virker og alt muligt meget andet...

Glæder mig til at kunne mindes denne oplevelse i hukommelsen og ikke leve den - selvom det er lækkert - men er nu kommet til det punkt, hvor jeg har fået oplevet det jeg skulle opleve for denne omgang...
Og så glæder jeg mig til at se min familie og svigerfamilie og vennerne igen...

!!! Og så har jeg forresten set en skildpadde på pladsen...

 Le tortoise and le me...

Lige nu i skrivende stund, tror jeg, jeg er kommet godt omkring det hele, hvad der er sket, og hvad jeg tænker. Det er selvfølgelig meget mere oppe i hovedet, men i det store hele er det her det vigtigste og det som har haft betydning :)

Når ja! Og så glæder jeg mig til, at komme hjem til mit køkken, hvor jeg igen kan udfolde mig med ting og sager. Fx savner jeg at lave en rigtig god burger...!

Måske det bliver en del af menuen på: "At Mickis!"

Men nu bliver jeg nødt til at slutte af.

Er ved at få kramper i fingrene, og kan faktisk ikke mere nu, fordi solen er ved at varme så godt og grundigt, at det snart er ulideligt...

Forresten, fik jeg fortalt, at der er lidt a la hedebølge hernede nu?

Oh well - pas nu godt på hinanden og jer selv indtil vi ses...

Love to all...

// Micki

Og så skal jeg bare snart have en ISKOLD FAXE KONDI....!!!!
ISKOLD, siger jeg jer...!!! :D - Ellers dør jeg...!!

Pest, plage og beachvolley

Jeg ved godt, at det er ved at være længe siden sidst - men som jeg snakkede med min skønne kusine om, som nu er i Paris som au pair, er at man i starten skriver rigtig meget på sin blog, men det bliver mindre og mindre, fordi dagene bare går og glider i et med hinanden, og man får mere for hænderne.
Sådan er det også her i dette tilfælde.

Der er sket så meget. Både af de gode ting, og også af de negative ting.
Normalt ville jeg skrive en laaaaang roman om alle de ting der er sket, men vil heller lige ridset halvkort op, hvad der er hændt, så det ikke kommer til at føles som en historie af Tolkien I skal til at læse.

The good things:

Af de gode ting der er sket er, at jeg har haft fødselsdag, og blev fejret på rigtig fin maner med kage og det hele.
Og så det, at den tidligere guide og hans familie kom igen i denne uge, fordi de ikke ville være på den anden campingplads.
I starten havde jeg mine betænkeligheder ved det, men det blev hurtigt lavet om, og nu er jeg ret ked af, de ikke længere er her og lige er taget hjemad, og nu nok er kommet hjem!
De har virkelig været nogle fantastiske mennesker og fantastiske støttere i det hele og i de store scenarier der har været hernede, har de været nogle helt fantastiske mennesker.
Og så har jeg fået spillet en del beachvolleyball med gæsterne, og hver dag spillede vi mindst 2 gange i den uge der er gået, og hver gang har vi været mindst 8 der spillede - så det har været rigtig fedt og rigtig hyggeligt, og det har kunne mærkes, at gruppen med forældre og de unge og børn der var, hurtigt blev tømret sammen og havde det rigtig godt.
Udover det, var der også lidt sommerromance i luften hos de unge mennesker og alle mulige andre fantastiske ting.

Og så har jeg fået mig en ny bedsteven, nemlig Maria, som er 3 år gammel, og blev undfanget på campingpladsen, da de tidligere guider var her. Hun er så skøn, kær og lækker, og hver dag legede vi. Kunne faktisk ikke undgå det, og kunne heller ikke sige nej. Vi legede ting som mudderkage, vælte-de-andre-af-luftmadrasser, monster og hestelege med hendes My Little Pony's.

Men udover, generelt at have haft en dejlig uge og fået stiftet nye bekendtskaber, skal der selvfølgelig også ske noget negativt. Negativt i form af pest, plager og alle mulige andre ting.

Kort sagt, uden at skulle fornærme nogle, er der nogle, som bliver ved, gentagne gange, og sætte rygter i gang omkring mig og Sun Tours, og om væggelus, kryb og kravl, og om historier om andre ferier til samme sted, som blev ødelagt osv., osv. Det er så tilfældet i år, at der ingenting er, men der bliver stadig skabt dårlig stemning og panik blandt gæsterne, fordi nogle bliver ved med at være insisterende på flere forskellige måder. Jeg kunne nu her skrive en hel roman om krigsførelse, men det er for hårdt, så vil hellere sige, at det har været så hårdt, at det kunne sammenlignes med 100-års krigen, hvor vinderne af krigens ihærdighed og grundighed og servicemindedhed, ikke kunne hamle op med det jeg står imod.
Rent psykisk er jeg helt udmattet og orker snart ikke mere, men på med smilet og så tilbage igen.
Men det er hårdt - rigtig, rigtig hårdt.
Det er hårdt at arbejde imod noget så stærkt og kraftfuldt, når man samtidig skal redde det der er blevet ødelagt, og ændre det som folk nu forestiller sig grundet disse ting der er sket. Så det er som at svømme i den forkerte retning imod en stærk, stærk strøm i en flod!

Men jeg tager det med åbent sind - så meget det er muligt, og har heldigvis også fået nogle andre folk at snakke med, og de gæster der var her i sidste uge, er også begyndt at stå bag mig og prøver, i fællesskab med mig, at bekæmpe det der modarbejder mig og den gode feriestemning.

Nu er der dog kommet et nyt hold gæster, og før gæsterne var på plads, svirrede der allerede spørgsmål omkring de ting de har hørt, om det virkelig nu kan passe!
Så udover at arbejde og kæmpe imod en mega "force", kæmper jeg nu også imod en "force" der er sindssyg hurtigt. Forhåbentligt kan mine "minions" hjælpe mig til sejr i sidste ende! Nu giver vi det nogle dage, og så ser vi hvordan det går.

Savner stadig min første gruppe - og hvis nogle af dem fra min første gruppe læser dette her, så skal I vide, at der er store chancer for at I ser mig igen til næste år! Den tidligere guide er helt klart med på at dele sæsonen med mig, og hvor ville det være fedt, hvis det var muligt. Nu må vi se, hvordan det kommer til at gå.

Men ja - denne uge er gået så stærkt, fordi der hele tiden har været noget at lave. Og i dag er der helt fuldt hus - og denne gang med en masse unge mennesker, kun med én ting på dagsordenen. Holy shit, det bliver hårdt...
Tager det hele i stiv arm, og glæder mig til den hot stone massage jeg skal have når jeg kommer hjem, og så ser jeg frem til, og håber at den kommende uge bliver dejlig - selvom jeg ved at der skal kæmpes.

Jeg har bare besluttet, at jeg kun kan gøre det jeg kan, og jeg gør virkelig meget, og så kan jeg ikke gøre mere end det. Er blevet bekræftet i dette, og det er dejligt at høre og vide, at der er så mange der synes at det jeg gør er fantastisk og helt ud over det sædvanlige. Det er jo derfor jeg er her!

Hold da op, nu kom der en lang smøre alligevel! Men sådan er det. Jeg har på sin vis haft den hårdeste uge, ever! Men har også haft en rigtig dejlig uge, med en masse dejlige mennesker!

Det er rigtig hårdt, især psykisk, at skulle starte forfra hver eneste uge. Når man først er kommet i en god rytme, så ender den, fordi folk skal hjem. Det er hårdt og det er mærkeligt! Men jeg lærer rigtig meget omkring mig selv og er sikker på, det er med til at hjælpe mig videre.

Det eneste billede jeg har fået taget i denne uge er lidt billeder af nogle seje måger, og af et skilt, hvor vi, Sun Tours gæster spillede fodboldkamp mod de lokale på stranden. De lokale grækere vandt 9-8, men det var en fed og en rigtig sjov kamp. Og fordi jeg nu har spillet så meget volleyball, var jeg blot kommentator i kampen. Men en god en....

Håber I alle har det godt derhjemme - jeg forsøger at få det bedste ud af det jeg nu kan hernede!
Og heldigvis, har jeg fået mig nogle gode støttere og aflastere, som er helt fantastiske til at tage imod alt det jeg ikke selv kan rumme. Først rejste de første aflastere hjem, så i dag, rejste to mere hjem, som var med i den første gruppe - et rigtig sødt og venligt par - som har givet mig meget støtte. Nu er de så taget hjem, savner dem - men har heldigvis fundet andre at snakke med. Så det er lidt som om, at selvom folk kommer og går, er der altid nogle at kunne støtte sig op ad, og det er virkelig dejligt!
Men når/hvis jeg kommer tilbage til næste år, bliver jeg nødt til at have min bedre halvdel med mig!
Anderledes kan det næsten ikke være...

I føleskab af måger på bådturen

Fodboldkamp - Sun Tours vs. camping Marmara

Så der har i det. En travl uge med en masse opgaver og problemer. Problemer, som forhåbentligt snart løser sig, og som forhåbentligt snart får en ende, for hold da op, hvor er det åndssvagt!
Men selvom det hele har været hårdt og svært, har der også været så mange ting jeg har været glad for!

Der er så mange ting, der i denne uge har været helt essentielle for mig, for ellers var jeg gået i min vej. Og til de oplevelser og til de folk der har været en del af de gode ting, vil jeg bare sige "Tak"...
Og så glæder jeg mig også til at komme hjem. Glæder mig til at komme hjem, fordi jeg nu er overbevist om, at det der venter på mig derhjemme, er det hele værd og helt fantastisk...
Nu er der 31 dage endnu...
Men ser også frem til de næste 31 dage...

Og nu vil jeg snart gerne i seng, for i morgen venter endnu et infomøde, og endnu en ny uge begynder...

Sov godt til folkene....!

Goodbye and happy birthday...

Så er dagen kommet, hvor jeg skulle sige farvel til de første gæster, som kun skulle være her en uge. En mærkelig følelse, når man pludselig endelig er begyndt at lære dem at kende. Kommer rigtig meget til at savne dem, for den første gruppe af gæster kommer vel altid til at være mere speciel end alle de andre, ja, bare fordi...

Men dagen starter med, at jeg får min nye rooming-liste, og kan se, at den bugner med nye gæster. Så i stedet for de forventede 11 gæster, har jeg nu 24 på min nye liste, samt den gamle guide og hans familie på 5 styks. Puha, det er 18 mere end forventet, men får gjort teltene klar, så vi kan komme af sted mod lufthavnen.

Før jeg så er ved at være færdig, og blot mangler at gå i bad, kalder otte af de gæster der skal hjem, deriblandt E og ML, deres familie og en anden familie med en mor og to piger (den ene vildt hyper og sports-agtig, og den anden mere rolig - men utrolig sjove og seje personer), mig hen til deres bord, hvor vi sidder og snakker lidt. Pludselig kommer E og ML ned en pakke og siger, den er til mig, fordi jeg har fødselsdag i morgen, og som tak for en god og dejlig uge. I pakken (har ikke fået taget et billede endnu) ligger der en t-shirt med teksten: "I <3 Greece" og et kort, underskrevet af de otte, hvor der blandt andet står, at de ønsker mig en dejlig fødselsdag, og takker for en dejlig uge, og de kommer tilbage næste år, og håber jeg også er der næste år...
Indeni får jeg en dyb klump i halsen, og må på alle måder forsøge ikke at tudbrøle og undskylder så med, efter at have sagt mange, mange tak, at jeg lige må gøre mig klar og så i bad!

Sikke nogle fantastiske og søde og dejlige mennesker. Ikke blot fordi de har givet mig en gave, men fordi de gjorde min første uge som rejseleder så fantastisk og nem og dejlig og overskuelig. På hver sin måde har alle mine gæster i den første uge været helt forskellige fra hinanden, og det har været rigtig spændende at lære så mange nye mennesker at kende, og på sådan en plan, at det bliver personligt og ikke blot på professionel plan. Jeg bor jo sammen med dem, snakker med dem, spiser med dem, går på stranden med dem, så det hele er meget intimt og nært.
Men så, efter at have taget mig sammen, fik jeg gjort mig færdig, og så var det ind i bussen og på vej mod lufthavnen.

Busturen bød på mange spøjse indlæg, men sjovest var det, da lille A ville filme en video, og jeg så pludselig blev en andens nye baby....
Internt, meget internt humor... Men det var sjovt. Og efter at være kommet til lufthavnen, var et gruppebillede kun på sin plads (skal nok få det af ML på et tidspunkt, så I andre kan se det), og så ind og finde counteren, som var tom. Så vi ventede lidt.
Da det så var tid for mig og Gitte (rejselederen i Sikia, Volos), indså jeg, at jeg nu måtte tage afsked. Så alle fik en farvel-krammer eller et "knuckles-up", ikke det mest professionelle, men det var kun på sin plads, og jeg forlod dem. Meget, meget mærkeligt! Ville ønske de kunne blive resten af sæsonen med mig, og vi kunne tage på bådtur, grille og synge karaoke hele sommeren lang...

Så var det kun at vente på den næste flyver med de nye gæster.
Med en fuld bus, drog vi så tilbage til camping Marmaras - inklusive den tidligere guide og hans familie, som er nogle rigtig søde og flinke mennesker, og min frygt blev hurtigt afværget, idet vi blev enige om, at de var på ferie, og det er mig der er på arbejde, hvilket lettede mig en del, da jeg nu føler det er mig i kontrol. Havde dig heller ikke forestillet mig andet, men det at ens "lærermester" kommer tilbage kan føles som overvågning, tror jeg slet ikke det bliver - tror det bliver helt igennem dejligt!

Med de nye gæster, er jeg nu klar til at tage hul på en ny og spændende uge. Selvom disse gæster ikke er de samme som de første, tror jeg nok det skal blive godt. Men kan dog mærke, at det at skulle "starte forfra" hver eneste uge bliver hårdt, for når man endelig har vænnet sig til nogle folk, så rejser de bare.....

***
Tonya og Elsa kommer nu løbende ind med en lagkage og synger "Happy Birthday"...
***

Men for at komme tilbage, efter lige nu, kl. 00.24 lokal tid, at have spist lækkert chokoladelagkage, som Elsa havde lavet, kommer jeg til at savne det første hold!

Og nu tilbage til kagen...!
Lokal tid har jeg fødselsdag nu, yay!
Og Elsa og Tonya har været mærkelige hele dagen. De har sagt, at jeg ikke måtte komme i nærheden af køleskabet, og undskyldte med, at det var fordi jeg havde haft en lang dag og ikke burde arbejde... Arbejder jo ikke lige frem, men hjælper gerne i køkkenet eller med at servere, hvis der bliver lidt travlt, men i dag måtte jeg ikke nærme mig køleskabet.
Havde godt til regnet den lidt ud, men alligevel. Blev rigtig glad og overvældet, at de havde husket det, og da de kom ud med kagen med lys is og sang, smeltede jeg bare. Var jo i fuld gang med at skrive blog, og så alt det her... Det er helt fantastisk...

Så nu, med maven fuld af kage og latter, vil jeg slutte denne glimrende dag af, og vil se frem til mange andre fantastiske dage.
Vil så sige tusind tak til alle mine første gæster - I er helt specielle og har gjort min første uge helt fantastisk, og tusind tak for gaven - den betyder rigtig meget for mig...
Og tusind tak til Elsa, Tonya og Sofia (deres veninde), fordi I fejrer mig med kage og maner og rigtig godt selskab, så jeg ikke føler mig alene hernede og altid velkommen sammen med jer...

 Yay...!!

:D

Nu er det nok snart på tide at komme i seng, så jeg er klar til en ny dag i morgen!

Helt fantastisk hvad små ting kan gøre ved en, og løfte en op til et sted, hvor det er helt fantastisk. Og hvor siger jeg dig fantastisk mange gange - og hold da op, hvor ser jeg brun ud på de der billeder!

Men det er intet mindre end fantastisk.

Nu er jeg 23 år gammel, jeg er i Grækenland, og jeg har det fantastisk...